Historiemenu  

   

Parkering i en gammel have - for eller imod?

Gang på gang kommer vægten ind i billedet, når vi skal tage stilling. Vi afvejer for og imod, overvejer hvad vi placerer på den ene vægtskål, og hvad der af andre placeres af modvægt på den anden.
I sagen om at lægge asfaltbåse ind i haven ved Gl. Skivehus lægger Jens Peder Hedevang vægten på, at hvis ikke det sker, så vil der blive praktiske problemer for turisterne med at parkere deres biler i nærheden.Det er et synspunkt, der næppe kan afvises, hvis man anlægger et rent nyttesynspunkt.
På den anden vægtskål finder vi de blødere modargumenter, der taler stedets sag. Det er de’r, jeg lægger mit lod i vægtskålen.
»Mekaniserer» vi haven på denne måde, sætter vi en vigtig del til af det, der blev vundet gennem års tovtrækkeri: at Skive (for en gangs skyld) kan satse helt rent på kulturelle og historiske værdier, som vi i modsat fald kun har Vor Frue kirke og Krabbesholm til at repræsentere.
Her er mit ønskebillede: Haven bevares og restaureres, så den bliver et tiltrækkende og hyggeligt opholdssted for kommunens borgere, når de søger ro i hverdagen. Og for nogles vedkommende: kontakt med det historiske Skive. Yderligere: Den planlagte brede stentrappe, der på en noget anmassende måde skal åbne ned til åen, erstattes af diskrete siddegrupper, sådan at åens naturpræg på dette sted bevares. Det er jo knapt så overbevisende andre steder på dens løb gennem byen. Giv os på dette sted en helt naturlig måde at nærme os åen på!
At man, som Jens Peder Hedevang anfører, kan se mange bevaringsværdige bygninger rundt om i landet, hvor der parkeres helt tæt på, får mig ikke til at at blive usikker i stemmen. Det her er en helt personlig sag for os i Skive, og at henvise til fremmede eksempler ændrer ikke på, at det er os, der her og nu har kniven på struben.
Med venlig hilsen
Ingvar Glad,
Kirkevej 26 A,
7800 Skive

   
© Skive Kulturhistoriske Museumsforening