Udskriv

Indledning

”Faa Byer har været saa hjemsøgt af Ildebrande som Skive; dens Historie lugter ligefrem svedent. Ja, det er knapt den har anden Historie end disse Brande.” Som Jeppe Aakjær siger det i Historisk Aarbog for Skive og Omegn, 1914, s. 43.

At Skives historie er andet og mere end 1700-tallets ildebrande, demonstrerer Jeppe Aakjær selv på fornem vis gennem de artikler om Skive, som han skrev til Aarbogen, i 1916 af ham omdøbt til Skivebogen, og hvor han 1911-28 var redaktør.

Stedet med en god beliggenhed i en frugtbar egn

Skive har tilbage, hvor byens historie starter, velsagtens o. 1100, været et knudepunkt, som lå ved et bekvemt vade- og færgested i en frugtbar natur. Der voksede her en handelsplads frem på bakken tæt ved åens udløb i Limfjorden, og her blev så også placeret en borg, som kom til at hedde Skivegård, Skiuegarthæ, som den kaldes i Kong Valdemars Jordebog[1], der herom kan dateres 1231.

Tidligere har man formodet, at navnet Skive kunne være afledt af Skib[2], en for så vidt rimelig antagelse i betragtning af beliggenheden ved Limfjorden. Men man kan med nogen - muligvis større - sikkerhed antage, at bynavnet Skive snarere er afledt af Skiuegarthæ, Skivegård, det oprindelige navn for en borg, en gård omkranset af planker, hvor Skive betyder planke, en skive træ.

Skive må således i byens allertidligste historie have været et resultat af en naturligt placeret kongsgård, d.v.s. et sted, hvor kongen kunne opholde sig, eller hvor hans vasaller kunne bo.

Den oprindelige kongsgård Skivegård, blev med navnet Skivehus et lensmandssæde.  Kongsgårdens jord har - som navnet indikerer - tilhørt kongen.

Dog ikke privat men som kongelev iflg. Kong Valdemars Jordebog, der er en fortegnelse over rigets, kronens gods fra 13. årh., først og fremmest tiden under Valdemar Sejr. Kongens private gods hed patrimonium[3].

Købstaden Skive

De første købstæder i Danmark (Hedeby og Ribe) er opstået en gang i 7-900-tallet. Købstadsprivilegier kendes dog tidligst fra 1200-tallet, hvor vi også først i Kong Valdemars Jordebog, her dateret 1231, hører om Skivegård.

Som købstad regnes en bofast befolkning i et retsligt udskilt område med egen administration og særlige rettigheder, de såkaldte stadsretter og privilegier[4]. Den ernærer sig ved handel og håndværk i modsætning til landsbyernes landbrug og (dengang) naturalieøkonomi.

Rettigheder og privilegier blev givet af kongen eller en hertug til gengæld for en modydelse i form af afgifter. Altså et ganske tidligt af centralmagten udtænkt skatteobjekt.

De fleste købstæder er opstået, hvor kongen har ejet en større eller mindre del af jorden. I listen over kongelevet i Kong Valdemars Jordebog nævnes Skive ikke som købstad, men af et privilegiebrev fra 1326 fremgår det, at Skive er blevet en købstad.[5]

(Illustration 2)

Skives etablering som købstad må således dateres til et tidspunkt mellem 1231 og 1326, og de heraf følgende privilegier varede ved indtil Næringsloven fra 1857, der trådte i kraft 1858, dele af den dog først i 1862, hvor det bestemtes, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet.[6]

Det var i forhold til de foregående 5-600 år epokegørende nyt, og Næringsloven fra 1857 blev begyndelsen til enden på købstædernes privilegier, også Skives.

Efter kommunalreformen i 1970 har købstadsbegrebet mistet enhver betydning.

En liden, brandhærget by

Jeppe Aakjær giver i Skivebogen 1914 i ”Skives Ildebrande i det 18. Aarhundrede”[7] en fin og veldokumenteret skildring af, hvor vanskeligt det var i den lille by, at få byens borgere til at respektere og modvirke faren for ildebrande i datidens Skive. Man fortsatte ufortrødent med de billige men brandfarlige stråtag.[8]

Det er lidt tilfældigt, hvad man har af viden om en lille by som Skive. Men vi er så heldige her at have to kortsamlinger fra henholdsvis 1660-70’erne og ca. 100 år efter, Peder Hansen Resens Atlas Danicus[9] og Erik Pontoppidans Den Danske Atlas[10], som både indeholder kort over Skive og beskrivelser i årene 16-1770’erne.

Det mest udførlige kort over Skive er Resens Atlas Danicus, hvor Skive formentlig kan dateres til o. 1660-70.

(Illustration 3)

Skive by og lokaliteter i 16-1700-tallet

Vi bemærker her, at i Skive længst mod syd ligger Vor Frue Kirke og Skivehus, hvor Karup Å løber fra vest ud i Limfjorden. Herfra går også den lille bys huse og gader, liggende mellem herresædet mod øst og dens markjorder mod vest, hvor imellem byen så strækker sig mod nord fra kirken og Skivehus.

Tættest op mod Vor Frue Kirke har der ligget en række huse, der har strakt sig øst over mod ladegården til Skivehus, der velsagtens har ligget i området, hvor nu friskolen og Q8 tankstationen ligger, med husenes endepunkt før Skivehus og med en vejstrækning gennem Østergade og Østerport, over og på den anden side af broen over Karup Å.

Længst oppe mod kirken lå ”Scholae”, Skive Latinskole, oprettet 1545 som en konsekvens af reformationen og efter pålæg i Kirkeordinansen af 1537-39 om, at alle købstæder skulle have en latinskole.[11] Danmarks første egentlige skolelov.

Langs med husene fra kirken og latinskolen til Østerbroe gik gaden "Synderbye eller Gryder-boerne”. Næsten parallelt hermed gik som anden gennemgangsvej i byen, lidt mere nord for kirken, med start i Vestergade, ”Al-gade” (Adelgade) og Nørregade. ”Torvfet” og ”Raadhuset” har som også i dag sluttet Adelgade og været starten på Nørregade. Som gennemgangs-, forbindelsesveje til disse to syd-nord gående gader lå Vestergade, Slotsgade, Tinggade, Østergade som tværgader. Alle gader eksisterer fortsat, flere er kommet til og flere som Søndergade erstattet af eller suppleret med nytilkomne gader. Søndergade startede den gang ved Vor Frue Kirke.

Første gang, man hører om jydepotter i Skive, er i en rejsebog 1671-92.[12] I Resens Atlas Danicus[13] kan man ud fra gadenavnet ”Synderbye eller Gryder-boerne” se, at der i byen i 1670erne må have været produceret, handlet med de lerkar af sort farve, der har gjort byen kendt for Skive Gryder eller jydepotter[14]. Skive Gryderne ser ud til at forsvinde sidst i 1600-tallet eller først i 1700-tallet, når man sammenholder og skønner ud fra Resens Atlas Danicus og E. Pontoppidans hundrede år yngre Den Danske Atlas 1767-81.

Det, der i Resens Atlas har været kaldt ”Grydergade” bliver hos Pontoppidan til ”Synderbyegade”[15] med en bemærkning om, ”at Grydebrænderiet længe siden er ophørt”. I ældre folketællinger hedder denne gade fortsat ”Sønderby” eller ”Sønderbygade”. Meget passende eftersom den lå i den sydligste del af den daværende by.

På den tid, da de to atlasser udkom, var Skive både befolknings- og erhvervsmæssigt stort set kun at betragte som ”en agerdyrkende landsby med lidt håndværk og handel”[16].

Dog kan man også konstatere, at det var en egn med nogen velstand efter svenskekrigene i 1600-tallet. Det fremgår af en undersøgelse af nogle byers gennemsnitlige konsumtionsindtægter, målt i Rigsdaler i perioden 1760-69.[17] Undersøgelsen viser, at Skive i forholdet mellem befolkningens (ringe) størrelse og de forbrugsmuligheder, som enevældens konsumtionsskat er udtryk for, ligger bedre end både Viborg, Hobro og Holstebro for at tage nogle geografisk relevante eksempler.

Men altså med et i perioder særdeles ubetydeligt befolkningstal.[18]

De officielle befolkningsmålinger siden 1769 for byen Skive er her benyttet, 1672 er et skøn.

(Illustration 4)

Det stagnerende befolkningstal i Skive indtil 1801 fremgår tydeligt. I første halvdel af 1800-tallet tredobledes befolkningstallet, og med nok et spring tredobledes befolkningstallet frem til 1900.

Diagrammet er en illustration til den begyndende industrialisering i Skive området.

Industrialisering, jernbane, pengeinstitutter og andelsbevægelse

Ved 1800-tallets begyndelse var Sallings købstad, Skive en af landets allermindste, en lille flække med 520 indbyggere, ingen havn, ingen pengeinstitutter, kun en avis der udkom i Viborg, Den Viborg Samler.

Men byen var dog præget af store købmandsforretninger, hvor man kunne købe ind, og hvor bønderne kunne sælge deres varer.

Finansiering og pengeinstitutter

Hvor pengeformidling og lånemuligheder tidligere stort set havde været begrænset til velhavende købmænd, så kom der i perioden 1854-76 en fremvækst af pengeinstitutter, der overtog Nationalbankens forretningsmæssige funktioner, samtidig med at Nationalbanken blev ”bankernes bank”.

Lokalt etableredes i 1876 Salling Bank, der 1918 blev solgt til Landmandsbanke, som krakkede i 1922-23, hvorefter Salling Bank i 1926 genopstod som selvstændig bank.

Af pengeinstitutter var i forvejen i 1857 Privatsparekassen i Skive blevet grundlagt, som fra 2007 blev til Sparbank Vest[19], der 2012 fusionerede med Spar Nord Bank. Og Spar Salling, grundlagt 1888, blev i 2012 overtaget af Den Jyske Sparekasse.

I 1857 blev Skive Bank grundlagt. Som Salling Bank blev også Skive Bank ramt af 1920’ernes og 1930’ernes bankrekonstruktioner og -sammenbrud. Banken trådte i likvidation den i 1928, hvor aktionærerne tabte hele deres aktiekapital, medens kreditorerne kun led tab på op til 10%.[20] Den i 1915 oprettede Andelsbanken blev i 1925 likvideret i forbindelse med bankproblemerne.

Landbruget og andelsbevægelsen som forudsætning for den industrielle udvikling 

Indtil 1870’erne tjente man i dansk landbrug godt på salget af korn, hvorfor perioden 1830-70 kaldes ”kornsalgsperioden”. Det danske landbrug kunne herefter ikke klare konkurrencen på verdensmarkedet fra de nytilkomne korneksportører fra Nordamerika og Rusland.

Det betød, at man i landbruget var tvunget til at gennemføre en produktionsomlægning, især rettet mod det indbringende engelske marked for forædlede animalske varer (kød og mejeriprodukter). Omstillingen bevirkede, at danske bønder kom godt gennem den verdensøkonomiske "store depression" i perioden 1873-96.[21]

Som i resten af landet blev de første mejerier på Skiveegnen etableret på herregårde i 1700-tallet, herregårdsmejerierne. I anden række kom større gårdes fællesmejerier.

I Salling var der herregårdsmejerier på bl.a. Østergaard, Astrup og Eskjær. I løbet af 1800-årene kom flere private mejerier til på de større gårde, ofte som ”fællesmejerier”, der modtog mælken fra flere leverandører. Bl.a. havde Ågårdsholm i Thorum og Lisedal i Lyby gård- eller fællesmejerier. I 1884 oprettedes først i Lem, derefter samme år af Esper Andersen i Jebjerg et fællesmejeri. 1885-92 oprettedes yderligere 9 fællesmejerier i Salling, således at Salling var dækket af herregårds- og fællesmejerier, inden andelsmejerierne vandt frem i 1890-erne.[22]

Den dominerende mejeriform blev efterhånden andelsmejerierne, hvor Hjedding ved Varde var det første i 1882.

(Illustration 5)

Skive Andelsmejeri blev oprettet 1893 på Ny Skivehus' mark i Skive Landsogn, nu Thomsensgade.

Initiativtager var Carl Hansen, gårdejer, fhv. løjtnant, herefter aktiv inden for andelsbevægelsen, folketingsmand, byrådspolitiker og 1912-40 redaktør af Skive Folkeblad.

Mælken skulle være frisk, transporten foregik med hestevogn, derfor lå mejerierne den gang tæt.

(Illustration 6)

Skive Andelsslagteri blev stiftet den 18. juli 1902 og taget i brug den 19. juni 1903. I 1976 skiftede slagteriet navn til Jutland. I 1990 fusionerer Jutland med Vestjyske Slagterier i Struer, og 1998 fusionerer Vestjyske Slagterier med en række andre slagterier og bliver del af Danish Crown. I 2003 lukker pølsemageriet i Skive, 2005 var det så farvel til kreaturslagteriet. 16. juli 2007 brænder slagteriet, og det følgende år, i juni, bliver slagteriet i Skive lukket.

Danish Crown er et produkt af andelsbevægelsen med fusioner fra 1968. I 1998 overtog Danish Crown Vestjyske Slagterier og i 2001 Steff-Houlberg. Dermed var Danish Crown som Slagteriet Danmark en realitet. I 2010 omdannedes Danish Crown fra et andelsforetagende til et A/S.

I denne fusionsproces og udvikling fra andelsforetagende til et A/S blev slagteriet i Skive nedlagt. Branden i 2007 var vel blot anledningen.

Den animalske produktion, der også skulle bringe de lokale landmænd gennem krisen, var i begyndelsen af 1870’erne temmelig sølle, ikke mindst smørproduktionen, hvor bønderne hidtil uden videre kunne afsætte snavset, harsk og bittert smør til købmændene i Skive.

Som i resten af landet ændredes dette i løbet af 1870’erne.

(Illustration 7)

Man kan i landsdækkende smørnoteringer, her efter Aarhus Amtstidende 27. sept. 1879, se, at det højest klassificerede ”Herregaardssmør” lå på over 90 Øre, godt ”Bondesmør” på o. 70 Øre per 100 Pund. Med andelsmejerierne forsvinder en foregående tids kvalitetskarakteristik på herregårds- og bondesmør, England bliver det helt dominerende marked, og Esbjerg bliver den dominerende eksporthavn.

I 1876 fik man Skive Smørhandel[23], der var de lokale købmænds forsøg på at få højnet smørkvaliteten, også til eksportformål. Man kan af annonceringer se, at der helt klart var en økonomisk motivering til at levere smør af en god kvalitet til denne forretning, selv om prisen ser ud til at have ligget betydeligt under prisen på Kjøbenhavns Smørmarked.

Prisfaldet på især den fineste smørkvalitet fra 1880-1883 kan være et resultat af den stadigt større mængde smør af god kvalitet, som efterhånden blev leveret i denne tid. Det billige, ringere smør er der velsagtens efterhånden blevet så meget mindre af, at priserne her stort set holdt sig.

Smørnoteringen blev med andelsmejeriernes indtog fra 1882 et stridspunkt mellem Grosserer-Societetet, som stod bag annonceringen af smørpriser på Kjøbenhavns Smørmarked og andelsmejerierne, hvor De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation efter en længere debat blev oprettet i 1912, fordi man var utilfreds med de københavnske noteringer.

Også her var Carl Hansen, redaktør på Skive Folkeblad 1911-40, folketingsmedlem m.v., særdeles aktiv. Han udtaler til Skive Folkeblad 12. dec. 1905 herom, at ”den smørnotering, som Grosserersocietetet ansætter og har ansat i de senere Aar, har bragt Landbruget store Tab… ”

Det er en langvarig debat, Carl Hansen hermed bidrager til. I Thisted Amtstidende hedder det 30. dec. 1887, at ”Det kjøbenhavnske Grosserer-Societets Smørnotering har … været højere end den efter de i England betalte Priser burde… (således at) mange Mejerier lider store Tab (med usolgt smør i England).

(Illustration 8)

Både lokalt og på landsplan har de smørproducerende bønder været særdeles bevidst om de økonomiske muligheder. Man skal også bemærke, at Esbjerg som eksporthavn til først og fremmest England hurtigt fik afgørende betydning, hvilket nogle samtidige statistikker o. smøreksport og priser v. den tids ekspert på området, professor ved Landbohøjskolen, B. Bøggild[24] illustrerer.

(Illustration 9)

Havneby og jernbanetransport

I 1825 var der gået hul på Limfjorden, da Vesterhavet gennembrød Agger Tange, og fra 1861 kunne større skibe sejle til Skive fra øst, og herfra mod vest. Esbjerg blev fra 1869 en betydelig havneby, hvilket lokalt blev markeret med etablering af jernbaneforbindelse fra Holstebro til Esbjerg. 

Skive blev fra 1869 ”havnebyen midt i Jylland”, idet Skive Havn[25] næsten samtidig med jernbanen blev en væsentlig brik i det industrielle Skives virksomhedsudvikling, hvor den gode adgang til eksporthavnen i Esbjerg fik stor betydning.

(Illustration 10)

Jernbanedrift i Danmark blev først en realitet i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor

Altona-Kiel-banen blev åbnet 18. sept. 1844, næsten ligeligt finansieret af den danske stat og de interesserede byer i hertugdømmerne.

I kongeriget blev den første jernbanestrækning fra København til Roskilde etableret 26. juni 1847 af Sjællandske Jernbane Selskab.

Langå-Struer-banen var den anden jernbanestrækning i Nørrejylland efter Aarhus-Langå-Randers Jernbane. Den blev åbnet i 1862.

Begge de nørrejyske jernbanestrækninger blev anlagt efter Jernbaneloven af 10. marts 1861. Der var i denne lov indeholdt en bane fra Langå over Viborg og Skive til et punkt ved Venø Bugt og videre til Holstebro. Strækningen Langå-Viborg blev indviet 20. juli 1863 og blev åbnet for trafik dagen efter med to daglige tog i hver retning. Det kneb mere med strækningen Langå-Skive, hvor det videre arbejde med anlæg af de projicerede jernbanestrækninger blev forsinket af krigen i 1864.

(Illustration 11)

Under krigen i 1864 ville den prøjsiske general von Falkenstein lade et lokomotiv samt nogle person- og pakvogne trække med hest fra Skive til Århus, hvortil han forlangte reservedele til lokomotiverne for at få dem gjort transporterbare. Dem ville den danske hær ikke udlevere, og generalen lod derfor broen i Langå bortsprænge, hvorefter reservedelene blev afhentet i København. Først herefter kunne den ordinære drift på strækningen begynde den 7. september 1864[26].

I forlængelse af Langå-Skive blev strækningen Skive-Struer åbnet 17. november 1865.Den ufærdige strækning fra Viborg til Skive blev brugt en hel del under de danske styrkers tilbagetog mod Mors, men den blev først indviet officielt 17. oktober 1865.

Skives banegårde

(Illustration 12)

Den første banegård i Skive er opført 1864-65 i forbindelse med strækningen Langå-Skive og forlængelsen til Struer i 1865.[27] Den blev placeret i Skive øst, vejen mod Viborg efter Brårupgade, som ses starte her t.h. på det første foto neden for af Skives ældste banegård.

Den første banegård i Skive viser sig hurtigt at være utilstrækkelig, og der byggedes i 1888 en ny lidt længere mod øst, på Viborgvej 4.[28]

(Illustration 13)

Ud over Skive Hovedbanegård blev der i Skive etableret to privatbaner. Skive Nord, Sallingbanen fra Skive til Glyngøre blev etableret 1884, stationsbygningen blev nedrevet i 1964, persontrafikken blev indstillet 1971, og 1979 blev godstrafikken nedlagt.[29]  

Inspirationen til Vestsallingbanen[30] var Sallingbanen. Denne bane fik koncession 1918, blev indviet og kom i drift dec. 1924, nedlagt 31. marts 1966.[31]

(Illustration 14)

Det var den fremvoksende bilisme efter 1. verdenskrig, især rute- og lastbiler, der kom til at volde de oprettede, private lokalbaner problemer. 2. verdenskrig lagde en dæmper på bilismen, som i efterkrigstiden fik et gennembrud, som lokalbanerne ikke kunne overleve, heller ikke lokalt på Skiveegnen.

De første jernbanetog i Skive blev som i resten af landet trukket ved dampkraft, hvis man da ikke benyttede heste. Lokomotiverne, Canada-maskiner kom fra England. Disse lokomotiver var de første på den banestrækning, der blev ført til Skive. De var i drift indtil 1883, hvorefter de blev udrangeret frem til 1888.[32]

(Illustration 15)

Samtidig med udviklingen i jernbanedriften var landbruget kommet ind i en næsten 40-årig fremgangsperiode, og det skabte stor efterspørgsel efter de produkter, som blev fremstillet i byerne.

De gode transportmuligheder og landbrugets efterspørgsel udgjorde startgrundlaget for de mange fabrikker, som blev anlagt i Skive fra 1880-1914.

Grundlæggere, initiativtagere og industrielle virksomhedsområder

Det var i starten de mere velhavende købmænd, der lånte penge til og investerede i de nytilkommende, industrielle virksomheder. Men et særkende for Skive blev Skive Folkeblads redaktør, Carl Hansen, der også var folketings- og lokalpolitiker, en bonde med handelstalent og blik for fremtidens muligheder, Per Odgaard (1851-1910) og en teknisk begavet mejerist, Esper Andersen (1859-1936).

Skal der trækkes en overordnet streg i sandet for Skives industrialisering, så må karakteristikken være, at den er groet ud af Sallings muld af folk med blik for en ny tids tekniske muligheder og økonomiske perspektiver. Og med højskole og presse som politisk og litterær bagklang.

.

Det, man kunne kalde Skives første industrikvarter, kom til at ligge i området Vestergade og Reberbanen.[33] Her startede i 1841 et farveri, som 1876, blev udvidet til klædefabrik. Desuden i Vestergade fra 1852 Skive Tobaksfabrik. Disse virksomheder overlevede dog ikke krisen efter 1. verdenskrig og måtte lukke.

Efterfølgende blev fra 1880’erne Østerbro og Brårupgade det nye industrikvarter, placeret centralt i forhold til Skives daværende jernbanestation på Viborgvej.

Her blev 1881 anlagt Skive ny Jernstøberi, det senere Gyro[34] Herefter forskellige virksomheder, f.eks. Skive Svineslagteri 1889, der i 1903 blev til Skive Andelsslagteri. På Brårupgade placeredes i 1896 det kommunale gasværk, hvor også Skive Elværk kom til at ligge 1906.

I 1901 overtog proprietæren fra Tastum, Per Odgaard Ny Skivehus[35], beliggende på det nuværende Odgaardsvej 15A, hvor han frasolgte ca. halvdelen af gårdens 213 tdr. land til husmandslodder og byggegrunde, samtidig med at der blev anlagt nye gader i området: Odgaardsvej, Allegade, Godthåbsvej, Aakjærsvej. I dette område opførte Per Odgaard i 1903 Skivehus Cementstøberi på Godthåbsvej. Det blev afviklet 1910, og fra 1912 kom også Skive Møbelfabrik til at ligge her. Ligeledes på Godthåbsvej opførtes Skivehus Asfalt- og Tagpapfabrik.

I samarbejde med den nære ven, Esper Andersen, mejeribestyrer m.m. fra Jebjerg, og firmaet Siliam Bjerre, hvis ejer var udlært som mejerist hos Esper Andersen, etablerede Per Odgaard i 1905 Skivehus Elektricitetsværk på Odgaardsvej. Skive Kommune købte værket i 1913.

Efter elektricitetsværket startede Odgaard 1906 Jysk Motor- og Maskinfabrik på Odgaardsvej, hvor der bl.a blev fremstillet automobiler, motorcykler og cykler. I Skive Folkeblad er der 27. august 1907 en malende beskrivelse af de problemer, der kunne opstå, når man forsøgte at transportere sig i automobil den gang. Fabrikken blev allerede nedlagt i 1908 og videreført som Skivehus Maskinfabrik. Desuden udlejede Odgaard 1906 en længe af Skivehus ”en Fabrik for Tilvirkning af Trævarer til Børstenbinderbrug”. Den blev 1907 flyttet ind i en nyopført fabriksbygning på Godthåbsvej. Efter en konkurs i 1909 solgte Per Odgaard denne bygning til Arbejdernes Fællesbageri.

Fra området omkring Ny Skivehus fortsatte Per Odgaard sine initiativer i Adelgade 3, hvor han sammen med Jørgen Suurballe i 1903 overtog manufakturforretninger J. Suurballe & Co. I 1905 anlagde Odgaard og Suurballe et lille elektricitetsværk i haven til Adelgade 7, Gregers Hansens Gregershus. Denne installation blev foretaget af Siliam Bjerre og Esper Andersen.

Skive Byråd besluttede september 1906, at der skulle anlægges et kommunalt elværk, og kommunen købte derfor 1912 Gregershus Elværk.

Suurballe & Co., inkl. P. Odgaard købte december 1906 A/S Jyske elektriske Bomulds- og Linnedvæverier, anlagt på Odgaardsvej 50. Fabrikken blev mageskiftet og formentlig nedlagt i 1914.

På Odgaardsvej 9 anlagde Odgaard 1907 A/S Skivehus Tobaksfabrik, der langsomt ophørte med driften mellem 1910 og 1915.

I 1904 var P. Odgaard med i et konsortium, der købte herregården Nørgaard. Herfra blev Jeppe Aakjærs Jenle udstykket og opført i 1906. Aakjær flyttede ind i sin nye ejendom i 1907.

Det fremgår, at venskabet mellem Per Odgaard og Jeppe Aakjær led nogen skade ved dette Jenle arrangement, bl.a. med hensyn til ved ordningen omkring Jeppe Aakjærs og brødres økonomiske betingelser i forbindelse med drift og overtagelse af gården.

Sammenfattende kan man om P. Odgaards aktiviteter sige, at de var mangfoldige, hovedsageligt placeret i vestbyen, nord for Holstebrovej og i midtbyen. De fleste fik kun en kort levetid, men de repræsenterede på mange måder en ny tid, ikke mindst elektricitetsværkerne.

Andre industrielle virksomheder i Skive, grundlagt før 1914[36]

Skive Mølle fra 1827 brændte flere gange, Efter en brand i 1855 blev møllen nyopført 1856. Den fungerede fra 1884 også som rugbrødsfabrik. 10.-11. august 1919 brændte Skive Mølle ned for fjerde og sidste gang.[37]

Foruden Skive Mølle var der fra 1877 Skive Østre Mølle og Savskæreri, i Krystalgade, nedrevet 1917, og fra 1884 Gammelgaards Mølle, Brårupvej. Møllen blev anlagt syd for den nyanlagte jernbane i Hedemarken, som Brårup siden Christian d. 3. og indtil 1919 var blevet kaldt, sammen med Gammelgaards Teglværk, Brårup Cementstøberi og nogle gartnerier. Desuden opførtes 1919-20 Skive Højspændingsværk.

Gammelgaards Mølle annoncerede med formaling og sæderug i Skive Folkeblad fra august 1885. 1887 var der licitation på opførelsen af 2 pakhuse til møllen. 1918 blev den ombyggedet den til dampmølle.[38] Skive Østre Mølle og Savværk, Krystalgade blev opført 1877, 1916 købt af ejeren af Gammelgaards Mølle og nedrevet 1916-17[39].

Der har i Skive været mange bryggerier: Fr. Friis’ Bryggeri og Brændevinsbrænderi i Thinggade (fra 1854), Hambachs Bryggeri i Søndergade (fra 1858), V. Linnemanns Bryggeri i Vestergade (fra 1862), Børschs’ Bryggeri i Nørregade (fra 1863), Skive Aktiebryggeri, Reberbanen (fra 1896), Skive Bryghus i Kristiansgade (fra 1906).

Det enestebryggeri, der har overlevet, er Bryggeriet Thordall, som fik dette navn i 1895, efter opstart i 1876 med produktion af hvidtøl og en tvangsauktion i 1892. I starten med produktion i Nørregade. 1954 indledtes udflytningen til den nuværende adresse, Humlevej, hvor bryggeriet i 1971 bliver til Hancock A/S[40].

Der har desuden i Skive været flere tobaksfabrikker: Rings Tobaksfabrik i Adelgade (omkring 1820), Skive Tobaksfabrik i Vestergade (fra 1852) og Skive Ny Tobaksfabrik i Ågade (fra 1893).

 

Der lå således et ganske omfattende og varieret iværksætteri forud for den produktion af rullepapir, der blev anlagt i Frederiksdal-området sammen med den også af Frederik Schade ejede produktion i Asylgade.


 

Papirindustrien i Skive udbygges fra Asylgade til Frederiksdal

Frederiksdal Alle er i dag et villakvarter ned til ådalen i forlængelse af Vor Frue og Skive Kirke med adskillige bevaringsværdige villaer, der alle først er opført efter Frederik Schades køb af Frederiksdal i 1912.

Her kom Schades Papir til at ligge indtil 1962, hvor produktionen flyttedes til Øster Fælledvej. Firmaet blev i 1915 oprettet som Schades Rulle Papir Industri[41], beliggende på Frederiksdal Alle 7. Noget af den 1912 købte jord, en villagrund til det oprindelige Tambohus, solgte Frederik Schade i maj 1915[42], samtidig med at han oprettede sin Rulle Papir Industri. Selve Tambohus forblev dog en del af Schades Rulle Papir Industri, indtil det i 1938 blev nedrevet og erstattet af den villa, der stadig ligger på Frederiksdal Alle 5[43].

Schades Rulle Papir Industri var en udvidelse af produktionen på Vestjyllands Papirposefrabrik i Asylgade, hvor Schade havde fået medarbejderskab i 1900 og endeligt ejerskab i 1906[44].

Flytningen af Schades Papir i 1962 skete med kommunens køb af Frederiksdal Alle 7, hvor flere institutioner så fik plads under fællesnavnet Tambohus, et for så vidt noget misvisende navn, da det egentlige Tambohus som anført blev nedrevet i 1938[45].

Blandt de institutioner, som flyttede ind på Tambohus, var Arbejdsteknisk Skole, Den kommunale Ungdomsskole og Skive Musikskole.

 

Tambohus, Tambohuset, Tambourhuset blev oprindeligt bygget på Skive Mark 1845 og gav muligvis, men det kan ikke dokumenteres, dette navn til området. Man kan i 1870 folketællingen[46] konstatere ”Tambohuset” som gadenavn i ”1. Rode”, der var kvarterets navn. I 1882 blev der søgt om og bevilget et navneskift fra ”Tambohuset” til Frederiksdal[47].

Efter det i Skive velkendte navn - har haft en noget omtumlet tilværelse, siden det hus, som i 1845 blev bygget på Skive Mark i 1870 folketællingen muligvis giver ”Tambohuset” som navn til området, der i 1882 bliver til Frederiksdal, i 1913 til Frederiksdal Alle.

Om det gamle Tambohus ved vi, da huset i juni 1938 i Skive folkeblad omtales om klar til nedrivning, at det er Vestjyllands Papirposefabrik, der ejer og vil nedrive Tambohus, der af fabrikken hidtil er brugt som lager. Af omtalen i 1938 fremgår det endvidere, at huset skulle have navn efter den mand, som i 1845 opførte det, nemlig byens tambour, Peter Jacobsen.

Tambohus som henholdsvis nedrevet i 1938 og herefter navngiver til de bygninger, som Skive Kommune i 1962 køber, giver anledning til spørgsmålene: 1) Hvordan er tambour-navnet blevet knyttet til området, således som vi kan konstatere det i 1870 folketællingen? 2) Har den mand, Peder Jacobsen, der i 1845 byggede det eneste hus, der i 1870 folketællingen lå i området, været byens tambour, d.v.s. den historisk brandhærgede bys trommeslager ved ildebrande? 3) Når det kommunalt i 1962 købte bygningskompleks ikke mere bestod af det i 1938 nedrevne Tambohus, er det så et helt malplaceret navn, man i 1962 giver de tilbageblevne bygninger?

Tambohuset som lokalitet

I Skive Folkeblad hedder det 13. nov. 1962 i referatet fra et byrådsmøde, at ”Det vedtoges at navngive ejendommen Frederiksdal 7 Tambohus … (og at man) valgte navnet Tambohus, fordi den ældste del af ejendommen bar dette navn i forrige aarhundrede.”[48]

Det er ikke indlysende, at et i 1938 nedrevet hus på Frederiksdal Alle 5 skal give navn til de huse, der ligger på naboadressen Frederiksdal Alle 7. Men sådan besluttede man det i 1962.

Desuden fremføres det i Skive Folkeblad 03.06.1938 som en kendsgerning, at det var bygherren fra 1845, Peder Jacobsen, der har foranlediget navnet ”Tambohuset”, som vi kan konstatere har eksisteret ved folketællingen i 1870.

De usikre oplysninger rejser to spørgsmål: 1) har der været en tambour i Skive, som har givet navn til huset og området? 2) Hvem var han i givet fald?

 

Det er en kendsgerning, at en del af området, gadenavnet ved folketællingen i 1870 havde betegnelsen ”Tambohuset” efter det eneste der beliggende hus, matr.nr. 113. Dette navn blev ved tinglysning ændret i 1882. 1913 blev gadenavnet Vester Fælledvej i Frederiksdal til Frederiksdal(s) Alle.

 

Funktionen som tambour optræder i Byvedtægterne for Skive Kjøbstad 1858 og i efterfølgende Politivedtægter[49].

At der har været en Tambour funktion i Skive, kan der således ikke herske tvivl om.

Men Frederiksdal Alle 7 har aldrig før 1962 heddet Tambohus. Det har derimod det nedrevne hus på Frederiksdal Alle 5. Og dette hus var indtil nedrivningen Frederiksdals ældste hus, opført i 1845.

Navneforskydningen kunne kaldes en første, let tilbageviselig mytedannelse omkring Frederiksdal området.

Den næste vandrehistorie, som muligvis dækker over en eller anden form for mangelfuld viden eller opstået mytedannelse er, at ”Tambohuset” skulle have fået sit navn efter den mand, der i 1845 byggede huset, det første hus på det daværende”Skive Mark”[50].

Hertil kommer en regulær misforståelse, at Frederiksdal Alle skulle være navngivet efter Frederik Schade.[51] Det var ganske vist Frederik Schade, der i 1913 tog initiativ til vejnavnet i det allerede eksisterende Frederiksdal. et navn fra 1882, hvor Frederik Schade var 11 år gammel og boede i Nykøbing Mors.

Fra Skive Mark over Tambohuset og Frederiksdal til Frederiksdal Alle.

(Illustration 16)

Vi ved, at Tambohuset ved opførelsen i 1845 bygningsmæssigt og oprindeligt var betydeligt mindre end huset på Hans Smidths maleri, der er den ældste afbildning af huset.

Det i 1845 opførte hus blev senere er hvervet af købmand Peter Knoth, som i årene 1957-58 forsynede det med den tilbygning, som vi på Hans Smidths maleri kan se vender op mod kirken. Købmand Peter Knoths[52] tilbygning må formodes at være den del af huset op mod kirken, der har den tredje skorsten på Hans Smidths maleri.

Sammenlignes Hans Smidths maleri med fotografier af Tambohuset lige før nedrivningen i 1938, kan man se, at de ved 1857-58 tilbygningen tre skorstene igen er blevet reduceret til to.

(Illustration17)

Hvis vi går ud fra, at Tambohuset på Hans Smidths maleri fra 1870, bortset fra tilbygningen i 1857-58, må være identisk med Peder Jacobsens hus fra 1845, så kan den bygningsmæssige udvikling på Skive Mark, Tambohuset, Frederiksdal inddeles i flg. punkter:

  1. Tambohuset som bebyggelsen har set ud 1845, her har vi kun en samtidig beskrivelse.
  2. Tambohuset som det kom til at se ud med udvidelsen 1857-58, og som det må formodes at have set ud, da det muligvis gav navn til gaden i området som ”Tambohuset”. Vi har også her kun en samtidig beskrivelse. Men vi må formode, at det nok har set ud som på Hans Smidths maleri o. 1870.
  3. Tambohuset, Frederiksdal som det fremtræder på Hans Smidths maleri, og som det må have set ud, da der kom navneændring til Frederiksdal i 1882.
  4. Frederiksdal, da Frederik Schade erhvervede område og bygninger i 1912, Her har vi flere nogenlunde samtidige fotografier.
  5. Frederiksdal efter Frederik Schades erhvervelse af området. Også her her vi flere samtidige fotografier, sidst fotografier af Tambohuset, som det har set ud kort før nedrivningen i 1938.

Peder Jacobsens hus

Vi ved ikke, hvordan det hus, som Peder Jacobsen byggede 1845, så ud. Men ud fra bygningsbeskrivelsen og et skøn ud fra Hans Smidths maleri har det nok set ud som det, der på det viste uddrag af Hans Smidths maleri er den første del med 2 skorstene og rødligt murværk.

Vi har til den oprindelige bygning oplysninger fra Brandtaxation 1838-48[53] om, at Peder Jacobsen bygger hus på en ubebygget grund med "10 Fag Bindingsværk, Straa og Lyngtag. Beboelse i 3 Fag, Resten Heste- og Fæstald". Der har så kun været beboelse i ca. en tredjedel af det oprindelige hus. Det kunne være til og med den første dør i den straa-, lyngtækte del af maleriet.

Peter Knoths hus

Dette oprindelige, mindre hus blev i 1857-58 udvidet af en velsagtens mere velhavende Købmand, Peter Knoth[54], kan vi orientere os om i J. C. Hansens notater om Skive,[55] hvor han ganske vist identificeres fejlagtigt som "Knud B. Knorth", der i 1858 skulle have udvidet bygningerne med "4 Fag Grund og Tegl samt Udhus".

Altså en udvidelse, der efter beskrivelsen var knap halvdelen af den oprindelige bygning, hvilket fint kan passe med den hvidkalkede tredjedel, som vi kan iagttage vende op mod kirken på maleriet.

Det spændende og illustrative ved Hans Smidths maleri er, at Smidth med familie er kommet til Skive i 1854, hvor faderen Edvard Philip Smidth var by- og herredsfoged fra 1854, borgmester 1869-77, før han døde i 1878. Hans Smith blev student fra Viborg Katedralskole. Han vendte efter studieophold tilbage til Skive i 1866, hvorefter han blev den jyske hedes og befolknings maler.

Hans Smidth må i udfærdigelsen af sit maleri o. 1870 have været særdeles lokalkendt og velorienteret om forholdene i byen. Usikkerheden o. dateringen skyldes, at Smidth i starten af sin karriere aldring daterede værkerne. Dateringen beror på kunstkenderes vurdering af maleteknikken.

Tambohuset efter 1870

Vi kan ud fra de følgende fotografier se, at der i løbet af 1880-90’erne, nok mest sandsynligt da stedet ejedes af Skive Tømmerhandel fra 1895, er blevet bygget supplerende bygninger til det oprindelige Tambohuset. Og at huset herunder er blevet kalket og har fået tegl- i stedet for stråtag, således som det fremtræder på Hans Smidths maleri fra o. 1870.

Det Frederiksdal, vi ser på det efterfølgende fotografi[56], køber Frederik Schade i 1912 af Skive Tømmerhandel for 18.700 kr. Der var 12 tdr. land foruden bygninger iflg. Skive Folkeblad 25.01.1912 og Skive Folkeblad 26.01.1912.

Iflg. Skive Folkeblad 06.07.1912 køber Frederik Schade yderligere "Ejendom i Frederiksdal for 4200 kr." Formentlig den villa, som ses yderst t.v. på samme foto. Ejerskabet af denne ejendom fremgår af 1916 folketællingen[57], og desuden af at der i dette hus bor 2 familier, ansat på Rullepapirfabrikken.

Samme ejendom er endnu ikke registreret opført i 1911 folketællingen[58], som kun har det oprindelige Frederiksdal, her kalder ”Forhuset” med i registreringen af ejendomme i området.

Derfor må fotoet dateres til mellem 1911 og 1913, ikke efter 1913 fordi den i dette år opførte fabriksbygning til Schades Rulle Papir Industri endnu ikke ses opført.[59]

(Illustration 19)

I tiden fra det første til det næste af de her benyttede fotografier af Tambohuset med tilbygninger, har Frederik Schade så erhvervet Frederiksdal, og han har i 1913 foretaget den fabrikstilbygning til Rulle Papir Industrien, som ses på det sidste foto, længst mod vest, ned mod ådalen. 

Vi må ud fra det antal familier og mennesker, der iflg. folketællingerne har boet i Tambohuset i tiden op til og med 1906 folketællingen, antage, at den oprindelige ”Heste- og Fæstald” sammen med de tilføjede 4 fag nu er blevet beboelse. Længst mod vest, ned mod ådalen ses den fabrikstilbygning, som Frederik Schade i 1913 tilføjede Frederiksdal til sin Rulle Papir Industri. Overfor det af Schade købte Frederiksdal, ser man det hus, som tidligst kan være bygget i 1911, og som han også erhvervede i 1912.

(Illustration 20)

De tilkomne bygninger kan man se på fotoet af ”Havebyen” og helt eller delvis på de to foregående fotografier. Fotografierne må alle være taget o. eller efter Frederik Schades overtagelse af Frederiksdal i 1912 og erhvervelsen af ejendommen over for Frederiksdal.

(Illustration 21)

På det andet fotografi fra Frederiksdal Alle, kan vi se, at der før Frederik Schades tilføjede fabriksbygning i 1913 - der ses tydeligst på fotografiet af ”Havebyen” - har været tilføjet to bygninger til det oprindelige Tambohuset i form af den bygning, der vender facaden ud mod Frederiksdal Alle og den bygning, der vender gavlen ud mod Frederiksdal Alle, begge forbundet med mindre tilbygninger til det oprindelige Tambohuset.

De benyttede fotografier kan alene ikke fortælle andet og mere, end at der før Frederik Schades erhvervelse af Frederiksdal i 1912 har været mere end den ene fra 1845 / 1857-58 oprindelige bygning, Tambohuset.

Men hertil kommer Skive Folkeblads meddelelse 25. og 26. jan. 1912 ved købet af Frederiksdal, at ”Fabrikant Schade” vil "benytte en af Ejendommens Bygninger...", altså en af de to yderligere bygninger, der er opført som tilbygninger til Tambohuset.

Vi kan visuelt så nogenlunde følge udviklingen på det sparsomme fotografiske materiale.

Går vi til den øvrige bygningsmæssige udvikling omkring og efter Frederik Schades køb af Frederiksdal i 1912, kan vi også temmelig præcist følge den umiddelbart herefter bygningsmæssige udvikling i og omkring Frederiksdal. Dog stort set kun ud fra samtidige avismeddelelser.

(Illustration 22)

Arkitekt Erik V. Lind stammer som Frederik Schade fra Nykøbing Mors, og de er jævnaldrende.

Det fremgår af Skive Folkeblad 21. juni 1915, at "Arkitekt Linds Villa er næsten færdig", og at der denne sommer opføres "3 Ejendomme" ud over de i ”Frederiksdal” beliggende, herunder Tambohuset, nemlig ”Arkitekt Linds Villa … Laustsen, Thise Østergaard … (og den Villa, som) Lærer Jens Hansen lader opføre”.

De i Frederiksdal beliggende før de i 1915 nyopførte har været Tambohuset med tilbygninger og den i 1913 nyopførte fabriksbygning samt villaen over for Frederiksdal. Hertil kommer så fra 1915 de 3 nyopførte villaer, som alle fremgår af fotoet af ”Havebyen”.  

Linds villa fremstår tydeligt på det samtidige foto o. 1915 som både arkitektonisk og størrelsesmæssigt dominerende.

(Illustration 23)

Det andet hus, der er opført i 1915 er det hus i 1916 folketællingen[60], som tilhører ”Inspektør A. Laustesen”. Det tredje af de i 1915 nyopførte huse er Lærer Jens Hansens[61]. Det er desværre ganske mangelfuldt beskrevet i folketællingen, uden matrikel eller anden tydelig identifikation. Men familien Hansen bor i Stuen, på Kvisten bor en Lærerinde, velsagtens en lejer.

Begge de her anførte huse må ligge på den nordre side af vejen over for Frederiksdal.

(Illustration 24)

Ud over disse 3 nyopførte villaer, Linds på samme side som Frederiksdal, er der huset, tidligere tilhørende "Hr ... Carl Hansen", der iflg. 1916 folketællingen[62] ligger på den anden side af Frederiksdal. Eller som det hedder ”beliggende Nord for Frederiksdal Allee…”

I 1915 bliver der således på Frederiksdal Alle ud - over Rullepapirfabrikken - Linds Villa på samme side og 3 villaer på den modsatte side, alle beliggende fra det gamle Frederiksdal op til kirkerne.

Fra Skive Mark til Frederiksdal

Navneændringer under forskellige ejere af det, der endte som Frederiksdal Alle kan konstateres at have været "Stedet Matr. No. 113" i 1858, der lå på Vester Fælledvej, "Tambohuset" i 1870, i 1882 deklareret som "Frederiksdal". På et byrådsmøde 6. febr. 1884 omtales stedet dog stadig som Tambohuset i en drøftelse af istandsættelse af vejen forbi huset, ”Tambohuset”.

 

Det er umuligt på det eksisterende materialegrundlag at fastslå, hvorfor Matr. No. 113 på Skive Mark i 1870 har fået navnet "Tambohuset". Men det har åbenbart i 1882 ikke været så flatterende et navn, hvorfor det blev deklareret som "Frederiksdal" i stedet.

Ved 1890 folketællingen var området "Skive Vesterfælled, (nu) Matr. 172, Frederiksdal" beboet af 9 familier med 40 personer i alt[63].

Det fremgår af 1906 Folketællingen, hvor Frederiksdal er anbragt under Diverse, at der på matr. 172, ejet af Skive Tømmerhandel har boet 6 familier med børn i hver familie, og 3 børn har boet sammen med en kvinde på 26 år[64]. I Skive Folkeblad 11.11.1903 omtales et "daarligt Hjem i Frederiksdal", helt åbenbart antydet med en form for børnemisrøgt i Byrådet.

 

Fra i 1845 at have ligget uden for Skive by, beliggende på Skive Mark får vi Tambohuset, som vel fra 1880-90’erne nærmest må betegnes en art slumkvarter med mange mennesker stuvet sammen på kun lidt plads, indtil Frederik Schades køb i 1912, hvorefter beboere og beboelser ændrer sig betydeligt.

 

Var Tambohusets bygherre ”Tambour”?

Ophavsmanden til myten om Peder Jacobsen som "Tambour" i Skive og navngiver til det, vi i dag kalder Tambohus er formentlig i udgangspunktet den historiker, J. C. Hansen, der har skrevet det historisk nok vægtigste i Bogen om Skive fra 1926, det officielle 600 Aars Jubilæum for Købstaden. S. 93 hedder det her, at "Tambohuset ... blev bygget 1845 af en Peder Jacobsen, Byens Tambour". Man kan vel med føje spørge, hvordan J. C. Hansen kan vide, at Peder Jacobsen har været Byens Tambour, når han i øvrigt ved så lidt om ham, at han finder det nødvendigt at kalde ham "en Peder Jacobsen".

J. C. Hansens formodninger fra 1926 er herefter blevet fulgt op af forskellige meddelelser i Skive Folkeblad, hvor det gentages, at Tambohus har fået sit navn efter det hus, som Peder Jacobsen byggede 1845 på Skive Mark, det senere Frederiksdal. Navnet ”Tambohuset” finder vi i Skive Avis 221. dec. 1879, 13.dec. 1881, 01. marts 1882[65]. Først i Skive Folkeblad 17. juni 1938 kædes Peder Jacobsen sammen med husets navn, idet ”han efter Sigende skal have været Byens Trommeslager (Tambour).”  

Dette herefter hyppigt gentagne forlydende kan givetvis tilskrives J. C. Hansen, der i 1926 ser ud til at være den oprindelige ophavsmand til denne historik om en af byens Tambourer. Derfor er J. C. Hansens håndskrevne notater i Rigsarkivets beholdninger gennemset, og de synes at bekræfte, at der kan sættes spørgsmålstegn ved flere af Hansens oplysninger om Tambohuset.

Det ser ud til, at den ellers solidt arbejdende historiker er faldet for fristelsen til at slutte fra 1870 folketællingens benævnelse af gadenavnet i området som "Tambohuset"[66] til den beboer, som har set ud til at have bygget og boet længst tid i Tambohuset indtil 1870, Peder Jacobsen. Og hvis det er rigtigt, at J. C. Hansen slet og ret er faldet for at slutte tilbage fra "Tambohuset" i 1870 folketællingen til Peder Jacobsen, der har bygget og boet her, er der behov for en nøjere undersøgelse af, hvorfra Tambour betegnelsen som områdenavn egentlig stammer.

Opførelsen af Tambohuset

Peter Jacobsen opførte de 10 ud af de 14 fag, som det senere Tambohuset kom til at bestå af. Han boede der 1845 til sin død i 1869[67].

Man kan af et navneregister til de lokale kirkebøger[68] se, at Peder Jacobsen som 27-årig ungkarl blev ægteviet i Vor Frue Kirke, Skive 21. sept. 1844. I 1845 folketællingen er Peder Jacobsen registreret med bopæl i Østergade med kone og barn, der i 1850 og 1855 er blevet til 3 børn, og

fra Østergade er Peder Jacobsen blevet bosiddende på Skive Mark, og han har noget af tiden, 1845 indtil måske o. 1857 ejet det af ham byggede hus, som efterfølgende i 1870 folketællingen bliver kaldt for ”Tambohuset” med Købmand H. B. Kloch som ejer. Peder Jacobsen tituleres som ”Arbejdsmand” o.l. betegnelser, og han bor på Skive Mark, Matr. No. 113, hvor det senere matrikelnummer er 172.

Man kan i folketællingerne 1845, 1850, 1855 og 1860[69] se, at Peder Jacobsen nok har boet i det af ham opførte hus på Skive Mark - dog først efter 1845 folketællingen - men ikke, at han skulle have været byens "Tambour". Det er også usikkert hvornår og hvor længe, han er ejer, formentlig kun til o. 1857.

Det er uomtvisteligt, at Peder Jacobsen har boet i og bygget det hus, der ved 1870 folketællingen har givet navn til området, Tambohuset. Og det er ham, der har bygget det oprindelige, mindre hus, der i 1857-58 blev udvidet af en mere velhavende Købmand, Peter Knoth[70], der ganske vist gik fallit ved samme lejlighed - fremgår det af forskellige opslag i Skive Byfogeds Skifteprotokol 1844-68, sag nr. 128[71].

Det første skridt på vejen til at blive bekendt med Knoths kortvarige ejerskab af Peder Jacobsens hus findes i J. C. Hansens notater om Skive,[72] hvor han fra 1858 kan konstatere "Knud B. Knorth", som efterfølgende ejer, og at han skulle have udvidet bygningerne med "4 Fag Grund og Tegl samt Udhus". Den værdifulde oplysning er her udvidelsen i 1858 af den oprindelige bygning til det omfang, som Tambohuset så havde o. 1870 i Hans Smidths maleri.

Men selve navneangivelsen modsiges af en søgning i skifteprotokoller,[73] hvor der kan konstateres en "Købmand Peter Knoth" (1828-77), der er registreret fallit i tiden ultimo 1857 - primo 1858. Det hedder herom i skifteprotokollens sager om fallitboet: "Boets faste Eiendomme at bestaae af Gaarden Matr No 4 paa Skive Kjøbstads Vestregade, Stedet Matr No 113 ved Skive Kirke og Jordeiendomme i Vesterfælled, betegnet Matr No 109 og 110."

Altså helt entydigt er det Købmand Peter Knoth, der 1857-58 går fallit med ejendomsret til Peder Jacobsens tidligere hus, Matr. No. 113 medens Peder Jacobsen stadig bor der. Det fremgår faktisk ikke af nogen af folketællingerne 1850-1860, om det er Peder Jacobsen, der har ejet det af ham opførte hus.

Den næste efter Peter Knoth  konstaterbare ejer er Købmand H. B. Kloch, som har ejet huset 1862-1873, muligvis længere tid, men under alle omstændigheder og konstaterbart ved 1870 folketællingen[74].

Desværre er det umuligt i 1860 folketællingen at konstatere antal beboere i huset. I 1850 og 1855 folketællingerne ser det ud til, at der boede 2 familier i huset. Udvidelsen af 1845 huset i 1857-58 har givet mulighed for de væsentligt flere beboere, som kan konstateres fra 1880-90’erne.

Tambohuset som betegnelse kan først konstateres ved 1870 folketællingen og siden i Skive Avis og Skive Folkeblad 25.05.15, hvor det hedder, at "Fabrikant Schade har til Manufakturhandler Aage Henrichsen solgt den Villagrund, hvorpaa det saakaldte Tambourhus er beliggende".

Ejere af Tambohuset før og efter 1870

I 1880 folketællingen bor der 2 familier i huset. Som ejer er registreret Jens Chr. Jensen.[75]

Som ejere efter H. B. Kloch, der vel ejede huset indtil 1873, kan sikkert konstateres Laust Just Laursen og Svenning Christensen som ejere indtil 1881, hvorefter Laust Just Laursen fra 1886 bliver eneejer, indtil Frederik J. Laursen køber i 1888. Første februar 1886 meddeles Frederiksdal solgt til Laust Just Laursen for 20.000 kr. og "al Inventar, Kakkelovne og Komfurer medfølger..." Købesummen er lidt større end Frederik Schades i 1912. Der ser ikke ud til at være bygninger ud over Tambohuset, som det her har været værd at nævne.

6. august 1895 sælger Frederik Laursen Frederiksdal, "beliggende lige op mod Skive Mølle..." kun med "2 Heste og 4 Køer" på ejendommen. Den ved 1901 folketællingen[76] konstaterede ejer, Skive Tømmerhandel, har muligvis overtaget her, er under alle omstændigheder registreret som ejer i 1901 folketællingen.

Ejere før og o. 1870 har været Peder Jacobsen 1845-1857, Peter Knoth 1957-58, Kbm. H. B. Kloch 1862-1873.

Ejere fra 1870’erne: Kbm. H. B. Kloch indtil 1873, måske senere, Jens Chr. Jensen velsagtens 1873-1881, Laust Just Laursen 1881-1886, Laust Just Laursen 1886-1888, Frederik J. Laursen 1888-1895. Skive Tømmerhandel 1895-1912, Frederik Schade og Schades Rulle Papir Industri 1912-1962.

 

Det fremgår ikke af nogen form for dokumentation, at Peder Jacobsen skulle have været byens trommeslager, ”Tambour”.

Der har muligvis boet en Tambour i Tambohuset en gang, i så fald før 1870, men hvem ved vi ikke.

Ved 1850 folketællingen boede der ud over Peder Jacobsens familie yderligere et ældre ægtepar og en aftægtsmand i huset.[77] I 1855 folketællingen ser det ud til, at kun Peder Jacobsens familie bor i huset. [78] I 1860 folketællingen[79] er det umuligt at se, hvor mange der bor i huset, men sammen med Peder Jacobsens familie bor der en Peder Olesen. I 1870 folketællingen[80] bor der 2 familier i huset.

Hvis feltet kun er ejere, kender vi ud over Peder Jacobsen før 1870 kun 2 ejere, som ikke boede i huset, Købmand Peter Knoth og Købmand H. B. Kloch. Der har desuden boet adskillige lejere i Tambohuset, og der er ingen af dem, der kan identificeres som Tambour.

Det eneste, vi ved om Tambour betegnelsen er J. C. Hansens usikre, formentlig forkerte oplysninger, som nok stammer fra en fejlslutning ud fra 1870 folketællingens "Tambohuset" til Peder Jacobsen som bygherre til områdets eneste hus i 1870.

Tambour funktionen i Skive

I en amtsindberetning fra 21. juni 1735[81] nævnes der ikke nogen eller noget om en Tambour i købstaden Skive. Dog kan der i en ”Beretning i ”Viborg Samler” for 11te Juli 1786” om Skive ses flg. anført: ”Ved Byens vestre Port var Brandkompagniet posteret i fuld Orden, hvis Tambour slog March og saaledes omsider med Sprøjter og Tilbehør marcherede forbi Stiftsbefalingsmandens Logie.[82]

(Illustration 25)

Der er i Politivedtægt for Skive Kjøbstad af 15. dec. 1858 i § 12 en omtale af "Byens Tambour og Hornblæser". Brandkorpset skal bestå af forskellige overordnede med ”24 Mand og enten Byens Tambour eller en Hornblæser.” Mandskabet indtræder frivilligt og er dem, som ”ville anskaffe sig den i § 15 ommeldte Uniform … ” Skal desuden ”indøves i Geværexercits og March.”

I en efterfølgende Vedtægt for Brandvæsenets Ordning i Skive Kjøbstad 1873 omtales der ikke Tambourer, således som Reglement af 15. dec. 1858 gør.

Derimod optræder der fortsat en ”Tambour” i Politivedtægter for Skive Kiøbstad, som refereret i Skive Folkeblad 03. - 09. sept. 1884.

 

Tambourer var en del af de "borgervæbninger"[83], militære korps bestående af købstædernes borgere, som især opstod i starten af 1800-tallet, hvor der var et forøget nationalt trusselbillede efter og omkring Slaget på Reden i 1801 frem til de slesvigske krige og 1864. De eksisterede i de største byer indtil 1873, i nogle, her vist også Skive, i længere tid, dog efterfølgende nok mest som en ceremoniel reminiscens. Muligvis, som nogle her anførte erindringer[84] kunne antyde, med en funktion ved brandalarm i byen.

Det var almindeligt fra 1830'erne og frem, at de nedlagte borgervæbninger blev til ordens- eller politikorps eller blev indlemmet i brandkorpsene med mænd og materialer. I 1848 var der desuden flere byer, der enten gendannede deres borgervæbning eller oprustede dem, ikke mindst i Slesvig, men også nogle steder i kongeriget som en konsekvens af den første slesvigske krig 1848-50.

Iflg. de her indhentede informationer[85] var der i Skive ingen borgerbevæbning efter 1801.

Det kan muligvis være en mangelfuld oplysning, idet der i Skive i et navneregister til døde og viede i kirkebøgerne[86] er registreret en Tambour, Christian Carl Hertz, der døde 28.04.1813 som 89 årig[87], og som derfor må have virket som Tambour i 1700-tallet. Desuden har der i Skive været funktioner som politikorps under brandkorpset med den primære opgave at opretholde ro og orden ved ildebrande.

Vi kan også ud fra det oven for refererede fra ”Viborg Samler” i 1786 se, at der har været et ”Brandkompagni” og en ”Tambour”, der i beretningen herfra var opmarcheret ved byens ”vestre Port”.

Med de mange og ødelæggende brande i Skive har der selvfølgelig været behov for et ”Brandkompagni”, også ud over 1800-tallets Borgervæbninger. Og hermed også for en Tambour funktion.

I købstæderne ophævedes ordningen med borgervæbninger i 1873, hvor også Tambour funktionen forsvinder fra politivedtægten i Skive. At den så måske er blevet videreført i Skive som en ceremoniel, muligvis en brandteknisk funktion, kunne det godt se ud til.

 

En lokal dokumentation for tambour-, trommeslager- funktionen i Skive ud over Politivedtægten af 1858 for Skive Kiøbstad og registreringen af den enlige Tambour, der døde i 1813, har vi desuden i den her anførte ”Viborg Samler” fra 1786.

Her får vi desuden den værdifulde information, at det opstillede ”Brandkompagni” med ”Tambour” var ”posteret … ved Byens vestre Port”.

Som lokalitet kunne Tambour betegnelsen således godt stamme fra området ”ved Byens vestre Port”.

Der er ingen dokumentation for, at det skulle have været Peder Jacobsen, der var bærer af tambour funktionen i den tid, hvor han boede på Skive Mark, det senere Frederiksdal. Det fremgår heller ikke altid af de tilgængelige oplysninger i folketællingerne, hvem der ejede eller boede i huset i Frederiksdal som Tambourer. Men gaden med huset blev senere i 1870 folketællingen vitterligt kaldt Tambohuset.

I 1870 boede der 2 familier i huset, med henholdsvis 1 og 2 børn, en murer og (muligvis, svært læseligt) en "Postformand" Laust Petersen Agger, der formentlig lige så vel kunne have give huset dets Tambour navn som Peder Jacobsen.

Men mon ikke det mest sandsynlige nok har været, at den vigtige eksistens af et Brandkompagni med tilhørende Tambour, der omtales i 1786 som posteret ved Byens vestre Port kan have givet navn til det hus, som i 1845 blev opført lidt uden for den vestre Port på Skive Mark?

 

Hvis vi vender os mod historiske fremstillinger, har forfatteren Marie Bregendahl, f. 1867 i Fly, i Bogen om Skive, 1926, s. 497-500 bidraget med erindringer om Vægtersang og Brandalarm fra en køretur med familien i Skive i den tidlige barndom - hun anfører året som 1872 eller 1873. På køreturen ned ad Slotsgade "hørte vi pludselig trommen larme og støje bag os ...", en brandalarm.

Marie Bregendahl anfører selv, at der kan være tale en erindringsforskydning ved erindringen om både en brand og en vægter, der går og synger fredeligt i byen. Men erindringen kan muligvis alligevel afspejle et nogenlunde realistisk billede af både røde brandtønder og trommeslag i forbindelse med en bybrand. Temmelig usikkert som erindringsmateriale, men det bekræfter, at der i praksis kunne opleves en "Tambour" i Skive, en trommeslager, der i 1870’erne stadig varslede de hyppige brande, der havde hærget byen.

Ad samme spor fortsætter C. V Borch Jacobsen, overretssagfører, født 1872 i og bosat i Skive. Han beretter fra sin barndom, at "Enhver Husejer skulle uden for sin Ejendom have staaende ... en Tønde ... fyldt med Vand ... (i tilfælde af) Ildebrand ... Sprøjtemandskabet ... blev vækket til Daad ved, at Trommen gik igennem Gaderne med Raabet Brand ...", s. 509.

I samme værk, Bogen om Skive, Kap. II har J. C. Hansen, der har egen håndskriftsamling på Rigsarkivet[88], et faghistorisk ganske kompetent afsnit om Skive Købstads Topografi og Bebyggelse. Han postulerer her uden kildemæssigt belæg, at "Tambohuset" blev bygget 1845 af "en Peder Jacobsen, Byens Tambour". Og denne udokumenterede påstand gentages i Skive Kommunes Historie, bd. 1, s. 344 i en lidt anden formulering.

Det ser ud til, at J. C. Hansens pjuskede fjer fra 1926 er blevet til flere høns end der er belæg for.

 

Det er umuligt på det foreliggende grundlag at gennemskue, hvorfra postulaterne om Peder Jacobsen stammer - ud over J. C. Hansens lemfældige tilbageslutning fra 1870 folketællingen til den første bygmester i 1845 af det hus, der i 1870 får betegnelsen "Tambohuset". At der muligvis har boet en tambour i huset på Skive Mark, kunne meget vel være, men det er ikke dokumenteret hvem. Derfor kan navnet lige så vel stamme fra, at brandkorps med Tambour har været posteret ved den vestre Port til Skive by.

Bortset fra en manglende dokumentation for, at Peder Jacobsen skulle have haft en funktion som Tambour inden han døde i 1869, så kan man med nogen rette sige, at det er paradoksalt, at det nuværende Tambohus slet ikke oprindeligt har haft dette navn, men har fået det i 1962 efter et nedrevet nabohus, hvor navnet enten er opstået i folkemunde eller blot fortaber sig i et ikke kendt kildemateriale.  


 

Schades Papir, lokal virksomhedshistorie

Det nuværende Schade A/S ligger på Øster Fællevej 5 i Skive. Grundlægger Frederik Schade, født i Nykøbing Mors 17. februar 1871, søn af købmand, konsul og bankdirektør August Hagbarth Schade, bosat Vestergade, Nykøbing Mors[89]. Frederik Schade meddeles død i Skive Folkeblad 01. november 1927, hvor han er fraflyttet Skive, bosat Gentofte i København.

Det er måske lidt symptomatisk for omtale og erindring om Frederik Schade, at han i dødsmeddelelsen i 1927 fejlagtigt angives som 57-årig. Frederik Schade har, som det hedder i Skive Folkeblad været nødt til at forlade sin virksomhed i Skive og oprette et ”Salgskontor af sine egne Fabrikationsartikler”. Om dødsårsagen angives, at Schade i løb skulle have forsøgt at indhente toget fra Gentofte til København H, hvor han efter en vellykket indsats faldt død om i toget, indhentet af et hjertestop.

Historien er dramatisk og lidt trist. Frederik Schades virksomhed med produktion af og handel med papir i Skive slutter med en afsættelse fra direktørposten i det af ham grundlagte firma. Og han dør som 56½ årig i det københavnske tog næppe som en glad og tilfreds mand i forhold til det af ham skabte firma.

Her skal fokuseres på etableringen i Asylgade, udvidelsen med Frederiksdal, Frederik Schades afgang fra firmaet i 1926 og den efterfølgende genopretning indtil virksomhedsflytningen i 1962.

Frederik Schade mellem Nykøbing Mors og Skive

(Illustration 26)

Frederik Schade har som søn af en lokal, morsingsk præste- og købmandsslægt haft gode startbetingelser. Han startede med at komme i købmandslære Frederiksgade 7, Skive hos købmand Jens Just[90], som havde haft denne købmandsforretning siden 1882.[91]

Efter at være blevet udlært som købmand, består ”Kommis Frederik Schade … Afgangsexamen ved Jyllands Handelsakademi i Aarhus … med Udmærkelse i oktober 1893 [92], og han etablerer herefter papirposefabrikation med tilhørende købmandshandel i Nykøbing, så vidt det kan vurderes ud fra avisomtaler i slutningen af 1890’erne.[93]

02. november 1900 omtales i Skive Folkeblad en ”Afskedsfest” i anledning af, at ”Fabrikant Schade … flytter til Skive med sin betydelige Fabrik for Tilvirkning af Poser … (hvor han) skal drive Forretning i Kompagni med hr. Kjøbmand Wilh. Langhoff”.

Frederik Schade kan således konstateres at have indgået kompagniskab med W. Langhoffs Vestjyllands Papirposefabrik i Asylgade allerede fra slutningen af 1900.  

Umiddelbart herefter fremgår det af 1901 folketællingen[94], at Frederik Schade er ugift Kjøbmand, bosiddende Frederiksgade på en adresse Matr. No. 154b. Det fremgår af denne tælling, at Frederik Schade har taget fast bopæl i Skive 1900, formentlig umiddelbart efter afskedsreceptionen i Nykøbing.

1901 bliver Frederik Schade forlovet, 1902 gift, og er herefter fra tidligere Frederiksgade registreret med bopæl i Voldgade indtil og med 1906 folketællingen. Det fremgår af annoncering i Skive Folkeblad 04. sept. 1906, at Schades 4 værelsers lejlighed i Voldgade vil være til leje fra oktober 1906, hvor han med familien så må formodes at flytte til Asylgade 5, privatboligen til Vestjyllands Papirfabrik.

Frederik Schades søn, Jens Aug. Schade beskriver sin barndom i skive i et interview i Skive Folkeblad 18. juli 1969 i forbindelse med et kortvarigt besøg i Skive - det første i 45 år - at barndommen oplevede han "i et af de smaa huse ved Kirken". Det har han iflg. interviewet besøgt, som det nok dengang stadig så ud på foto herunder t.v.

(Illustration 27)

.

Født i 1903 har Jens Aug. Schades allerførste barndom enten været S. Draaby på Mors eller Voldgade Skive, hvor Frederik Schade i 1906 folketællingen er registreret som Købmand og ejer af Vestjyllands Papirposefabrik,[95] som Wilhelm Langhoff er registreret på som Papirhandler i samme folketælling.[96]

Det må have været 1906, familien Schade tager bopæl i Asylgade og også overtager Langhoffs privatbolig til Vestjyllands Papirposefabrik. Registreringen som privat bopæl fremgår først af 1911 og 1916 folketællingerne[97].

Vestjyllands Papirposefabrik i Asylgade

Iflg. en præsentationsartikel i Skive Folkeblad 19.09.1913 af "Vestjyllands Papirposefabrik" blev denne virksomhed etableret i 1879. Iflg. beskrivelsen var der 1913 - efter Frederik Schades opkøb af Frederiksdal og starten af Schades Rulle Papir Industri - i Asylgade "Kontor og Lager, Skæreri, Klisterstue og Trykkeri". Denne del af Frederik Schades papirindustri hed stadig Vestjyllands Papirposefabrik.

I 1890 folketællingen var der i Asylgade registreret 4 familier med 44 personer og 5 familier med 19 personer på Matr. No. 154, hvor ejerne var to købmænd, der ejede og beboede hver sin del af matriklen. Der var 4 familier med 9 personer på Matr. No. 162, 2 kvinder på Matr. No. 163e.

Endelig beboede og ejede Kjøbmand W. Langhoff Matr. No. 162 eller 168.”[98].

Ejer af Vestjyllands Papirposefabrik, som Schade i 1900 blev medejer af, var W. Langhoff, og det var dennes privatbolig, Schade i slutningen af 1906 må være flyttet ind i[99]. Her har Skive Tømmerhandel også været placeret[100], siden 1895. samt i 1906 en dyrlægefamilie[101].

På denne placering fik Kvickly, Skive Bibliotek og Skive Byarkiv senere til huse.

 

Udvidelsen til Frederiksdal

Når Frederik Schade fra sin virksomhed i Asylgade som nabo til Skive Tømmerhandel bliver opmærksom på mulighederne for en udvidelse af papirvirksomheden i Frederiksdal, må det formentlig både tilskrives den fysiske nærhed til området, men også fordi naboen, Skive Tømmerhandel har ejet Frederiksdal siden 1890'erne.

Processen for Frederik Schade som papirfabrikant har siden Nykøbing Mors været medejerskabet i Asylgade fra 1900, overtagelse og indflytning i privatboligen i Asylgade i 1906, hvorefter planerne om en udvidelse til Frederiksdal vel så er modnet.

Realiseringen sker med købet af Frederiksdal, som først annonceres 25. jan. 1912 i Skive Folkeblad. Om udvidelsen af forretningen fra Asylgade 5 til Frederiksdal, hedder det, at ”… Fabrikant Schade, Skive (har) købt Ejendommen ”Frederiksdal” vest for Kirken. Det er hr. Schades Agt at benytte en af Ejendommens Bygninger til Lager og Plads for en af ham selv opfunden Maskine til Sammenlægning og Oprulning af Indpakningspapir paa saadanne Ruller, som benyttes i Butikkerne…”

Det kunne således se ud til, at udvidelsen primært er betinget af den nye maskine, opfundet til at producere falset rullepapir med, og at det har skab behov for de bygninger, der ikke kunne rummes i Asylgade, hvor også Skive Tømmerhandel var placeret.

(Illustration 28)

Udvidelsen i Frederiksdal sker med brug af de her eksisterende bygninger og i 1913 med opførelsen af en ny fabriksbygning. Denne udvidelse af papirproduktionen i Frederik Schades virksomhed i Asylgade orienteres der om i Skive Folkeblad i en omtale af produktionen af kræmmerhuse og papirposer på Vestjyllands Papirposefabrik. Det hedder 19. sept. 1913, at der på fabrikken i Asylgade stadig laves "særegne Poser ... med Haanden af flinke unge Damer" her, hvor der også "findes Kontor og Lager, Skæreri, Klisterstue og Trykkeri ... Og i den nyopførte Fabriksbygning i Frederiksdal ses 2 moderne Papirposemaskiner i virksomhed." 

 

Papirindustrien bliver til to a/s’er, Vestjyllands Papirfabrik og Schades Rulle Papir Industri

11. august 1914 kommer der fra Frederik Schade en meddelelse om prisforhøjelser i Skive Folkeblad som konsekvens af udbruddet af 1. verdenskrig. Her optræder han kun som ejer af Papirposefabrikken. Også ved et købestævne i Fredericia omtales i Skive Folkeblad 3. aug. 1914 Frederik Schade kun som repræsentant for Vestjyllands Papirfabrik.

Ved omtale i Skive Folkeblad 08. august 1916 af ”Det danske Købestævne i Fredericia” omtales fra Skive ”Aktieselskaberne Schades Rulle Papir Industri og Vestjyllands Papirposefabrik”.

I 1916 er der således tale om to aktieselskaber under Frederik Schade i henholdsvis Asylgade og på Frederiksdal Alle, henholdsvis den oprindelige virksomhed Vestjyllands Papirposefabrik, Asylgade og Schades Rulle Papir Industri Frederiksdal Alle, der er optaget i Handelsregistret for Skive Købstad 11. november 1915 som ”A/S Schades Rullepapir Industri”.

Ud over den i Frederiksdal nye og formentlig mere egnede fabriksbygning end bygningerne i Asylgade, fremgår det også, at "moderne Papirposemaskiner" er taget i brug i Frederiksdal produktionen. Samt brug af de bygninger, som blev købt af Skive Tømmerhandel på Frederiksdal 1912.

Frederiksdal og Frederik Schade

Allerede fra erhvervelsen af Frederiksdal i starten af 1912 synes Schade at have været særdeles aktiv i sit nyerhvervede område.

11. maj 1912 skriver Skive Folkeblad ”Om Schades beplantning af Møllebakken”, han roses for at have gjort området attraktivt. Samtidig sætter kirkeværgen et pigtrådshegn op om kirkeområdet - til stor forargelse for journalisten på Skive Folkeblad 30. maj 1912.

Fra slutningen af 1912 indtil meddelelsen om den endelige vedtagelse i Skive Folkeblad 22. april 1913 accepterer kommunen både at yde tilskud til regulering og istandsættelse af det tidligere Vester Fælledvej, og på forslag af Frederik Schade også at overtage ”vejen som gade” med det af Schade foreslåede navn, Frederiksdal Alle.

21. juni 1915 omtaler Skive Folkeblad nedlægning af vandledning gennem Frederiksdal, som byrådet har bevilget penge til. Og det hedder videre, at ”… i Frederiksdal, der som bekendt er bleven forskønnet meget væsentligt af Fabrikant Schade, bygges der i Sommer 3 Ejendomme … (heriblandt) Arkitekt Linds Villa …”

I 1911 folketællingen[102] er der i området Frederiksdal kun Tambohuset og Frederiksdal bygningerne på nabogrunden til Tambohuset. På Galgebakken[103], hvor den vestlige del af det senere Frederiksdal Alle ligger, er der kun 2 matrikler. Endelig er der på Kirkebakken[104], der senere bliver en del af Frederiksdal Alle området omkring kirkerne, en enkelt matrikel. I 1916 folketællingen er der i området Frederiksdal Alle[105] kommet gang i udviklingen mod et pænt villakvarter i samme ende som Schades Rulle Papir Industri.

(Illustration 29)

Det er velsagtens ikke urimeligt at lade Frederik Schade stå som en væsentlig igangsætter af det, der som Frederiksdal Alle både bliver et arnested for erhvervsvirksomhed og et smukt beboelsesområde.

Frederik Schade opfandt selv sine maskiner til Rullepapirfremstillingen[106]. Herom vidner patenter, som er arkiveret på Skive byarkiv.

24. 11. 1923 hedder det i Skive Folkeblad, at "Schades Rulle Papir Industri har nu etableret det 3. Hovedoplag her i Landet, nemlig i Odense ..." Der må her være tale om et produktions- og distributionssted ud over Asylgade og Frederiksdal i Odense. Altså på dette tidspunkt stadig en virksomhed i ekspansion. Men det kunne se ud til, at det lige netop er på denne tid, det vender for papirvirksomheden.

Det fremgår af en situationsbeskrivelse i 1926[107], at Frederik Schade dette år måtte overlade ledelsen af papirproduktionen i Frederiksdal til den af C. Kaiser ledede produktion i Asylgade.

Den økonomiske konstruktion i samarbejdet mellem de to virksomheder har det ikke været muligt at finde arkivmateriale til. Men Landmandsbankens krise, krak og den statslige indgriben fra sept. 1922[108] med efterfølgende konsekvenser i de lokale banker i Skive har formentlig bidraget til at sætte Frederik Schade i en uholdbar økonomisk situation.

I rekonstruktionen af firmaet kunne det se ud til, at produktion og lokaler i Asylgade opgives, de annonceres under alle omstændigheder "til Leje" som "tidligere benyttede Lokaler" i Skive Folkeblad 19. og 22. 03. 1927.

Frederik Schades meddirektør i A/S Vestjyllands Papirposefabrik, C. Kaiser blev ved Frederik Schades afgang som direktør for A/S Schades Rulle Papir Industri ansat som enedirektør for de to papir A/S'er, og blev efter sin død umiddelbart efter afløst af Købmand Johs. Schwartz.

Rekonstruktionen af papirproduktionen i Asylgade og Frederiksdal blev foretaget af den i okt. 1926 nyansatte direktør, købmand Johs. Schwartz (Skive Folkeblad 27. okt. 1926), der kom til at lede firmaet med Frederik Schades fratræden som direktør for A/S Schades Rulle Papir Industri og afrejse til hovedstaden. Han både rekonstruerede og sammenlagde de to tidligere selvstændige A/S'er

 

Sammenfattende har de økonomiske problemer for de to A/S'er i papirindustrien i Skive nok flere årsager, hvor dispositioner og afhængighed i et kriseramt lokalt bankvæsen kunne være den ene.

Den efterfølgende direktør i de to papirindustrier, Johs. Schwarz kalder i et 70 års fødselsdagsinterview i Skive Folkeblad 12. 07. 1944 problemerne i forhold til bank eller banker et spørgsmål om "Egen-Kapital", som der iflg. ham ikke var, da han overtog ledelsen i 1926. Men iflg. Schwartz var problemet den gang især af konkurrencemæssig art. Der skulle arbejdes med "Priser, der ansættes saaledes, at baade Køber og Sælger kan være tjent med (dem)."

Iflg. Johs. Schwartz arbejdede han med en plan, udarbejdet i første række af den direktør, han overtog efter, C. Kaiser. Den indirekte kritik af Frederik Schade, der ikke omtales i interviewet, er vel så, at han måske nok har været en udmærket igangsætter og idemand, men at det har knebet med "købmandskabet", "de rigtige priser", som har drænet egenkapitalen.

Om egen indsats og resultater hedder det så, at "... i 1927 var der ... ca. 20 ... (ansatte) ved de to nu sammensluttede Virksomheder." Og Schwartz fortæller videre, at der i 1944 nu "er 70 og har været oppe paa 80".

 

1920’erne i Skive, gullaschtid og bankkriser.

Danmarks største bank, Landmandsbanken, nu Danske Bank, blev et markant symbol på gullaschtid, spekulation og konsekvensen i en bankverden, der red med på spekulationsbølgen.

Landmandsbanken blev stiftet 1871 og var o. 1. verdenskrig vokset til at være Nordens største bank, der finansierede industriel foretagsomhed og det stadigt betydningsfulde, større landbrug. Men også den mere risikoprægede spekulationsvirksomhed, der var med til at give perioden betegnelsen "gullaschtid".

Deltagelsen i gullaschtidens børsspekulationer, især engagementet i Transatlantisk Kompagni[109] kom til koste Landmandsbanken dyrt, og banken krakkede i 1922 med statsindgreb til følge, hvilket var imod den daværende venstreregerings liberale grundholdning. Krak og spekulation førte til en straffesag i 1923, hvor bankdirektøren Emil Glückstadt og flere ledende politikere og erhvervsfolk blev dømt.

Det fik også konsekvenser for det lokale bankvæsen i Skive. Og for Frederik Schade.

Lokalt havde man på en ekstraordinær generalforsamling 12. juli 1918 i Salling Bank (”Salling Herreders Spare- og Laanebank”) besluttet at sælge bankaktierne til Landmandsbanken. Både før, under og efter generalforsamlingen blev Landmandsbankens tilbud karakteriseret som ”meget fordelagtigt”. Det dementeredes effektivt af Landmandsbankens efterfølgende problemer.

I okt. 1925 stiftedes et aktieselskab ”Salling Bank”, der skulle overtage ”Landmandsbankens Skive Afdeling”.

Også som en delvis konsekvens af Landmandsbankens krak, men især en fejlslagen finansiering af De danske Mejeriers Mælkeeksport måtte den i 1915 oprettede Andelsbanken i 1925 likvidere. I løbet af sept. 1925 blev der i forskellige andelsforeninger lokalt drøftet at genrejse Andelsbanken, dog uden resultat.

I forbindelse med bankkrise og økonomisk usikkerhed blev der også problemer i de dele af det lokale erhvervsliv i Skive, som var blevet for afhængige af de banker, der blev ramt af bankkrisen.

Schades Rulle Papir Industri i Frederiksdal og Vestjyllands Papirposefabrik under ledelse af henholdsvis Frederik Schade og Carl Kaiser drøftedes reorganiseret i 1926. De to virksomheder havde siden Schades etablering af Rulle Papir Industrien i Frederiksdal arbejdet sammen under ledelse af Frederik Schade og C. Kaiser, siden 1916 i to selvstændige A/S'er.

Det besluttedes nu, at Kaiser skulle være den eneste leder, formentlig fordi Schade i forbindelse med bankkrise og -problemer havde lidt så store tab, at han blev nødsaget til dette skridt. Kaiser overtog ledelsen 1. sept. 1926 men døde en måned efter, hvor han blev efterfulgt af den lokale købmand Johs. Schwartz, der så fik skudsmålet at have bragt de to papirfabrikker økonomisk på fode igen.

Der er til belysning heraf tilsyneladende ingen - eller kun ganske lidt - arkivmateriale.

Der kunne være behov for belysning af mere specifikke årsager til Frederik Schades afgang som direktør for A/S Schades Rulle Papir Industri - ud over de efterrationaliseringer, som hans efterfølger Johs. Schwartz giver udtryk for i en fødselsdagsartikel 12. 07. 1944 i Skive Folkeblad.

Iflg. Schwartz havde papirfabrikkerne "haft store Vanskeligheder ... " Schwartz forklarer egen succes med, at han gav sælgerne "nye Priser at arbejde med", altså et købmandsmæssigt prisfald, må man forstå, der skulle øge salget og - underforstået - indtjeningen. Og den nye ledelse skulle også have "Kapital" at arbejde med, den skulle "oparbejde en ny Tillid", d.v.s. kunne overtale bankerne til at give lån. Hvilket jo kunne være vanskeligt nok i en tid med bankkrise og -skandaler i kølvandet på Landmandsbankens krak.

Schwartz stiller ikke sit lys under en skæppe. Det ville have været en gevinst at kunne få regnskabsmateriale fra Rigsarkivet som mere objektiv dokumentation, lige netop på dette kritiske tidspunkt. Desværre viste et materiale fra Rigsarkivet 1923-25 sig at være et købmandsfirma, Schade & Co. i Næstved. Arkivbetegnelsen er Schade & Co. 1923-25, Kladde. Erhvervsarkivet 02811. Købmandsfirmaet Schade & Co.

Nogle ledende medarbejdere

Det er konstaterbart, at det oprindelige Tambohus eller Frederiksdal blev nedrevet i 1938. Iflg. mundtlige oplysninger fra datteren af den senere direktør Chr. Elisius Jensen, Ebba Lützow Bruun, flyttede Elisius Jensen i 1939 ind i et nybygget Frederiksdal Alle 5, hvor "nedrivningen af Tambohuset knapt (var) færdig, da vi flyttede ind ..." Iflg. samme kilde efterfulgte direktørerne P. Dahl og Chr. Elsius Jensen som henholdsvis personalechef og salgsdirektør den afgående direktør Johs. Schvartz, der skulle været godt tilfreds med de to efterfølgere, fordi de "supplerede hinanden udmærket gennem deres gode samarbejde."

(Illustration 30)

 

Den mangeårige direktør for Schades Papir, Peder Dahl afløses iflg. Skive Folkeblad 12. maj 1969 af Poul Hjalmar Sørensen, der er direktør indtil sin død i 1975.

I en periode fra starten af 1950'erne var der på Schades Papirfabrik to ledende direktører, Peder Dahl, der var personalechef og Christian Elisius Jensen, der var salgschef - iflg. oplysninger fra datter af Elisius Jensen, Ebba Lützow Bruun.

 

Hvor Peder Dahl i 1969 blev afløst af Poul Hjalmar Sørensen, ser det ud til at Chr. Elisius Jensen i 1972 stadig var direktør i virksomheden. I Skive Folkeblad 14. dec. 1972 er der sammen med en artikel, hvor Poul Hjalmar Sørensen karakteriserer bogtrykkerforbundets krav til Schade som "miljø-terror" en indsamlingsliste, hvor man kan sende bidrag til direktør Elisius Jensen, Frederiksdals Alle 5.

(Illustration 31)

Iflg. Skive Folkeblad 12.01.2011 fyrer Schade Nordic A/S 15 ansatte, så der nu er 21 medarbejdere tilbage. Iflg. Berlingske Tidende 13. sept. 2013: Koreanere køber danske Schades for tæt ved kvart milliard, Schades … er solgt til koreanske Hansol Paper. Sælgerne er kapitalfonden Capidea og Danebrog, der er kontrolleret af erhvervsmanden Laurids Jessen. Regnskabsoversigt 2018 viser et firma uden likviditet og ansatte.

(Illustration 32)

I dag er Schades A/S[110] en lokalt mindre virksomhed på Øster Fælledvej 5 som det lokale hovedsæde i en virksomhed, som efter at have været ejet af sydkoreanere nu er opkøbt af det amerikanske Iconex, et multinationalt firma, som er leverandør af bl.a. papirvarer[111]. Schade i Skive optræder p.t. ikke i dette globale firmas lokale destinationer[112].

 

 


 

Noter og henvisninger



[1] Kong Valdemar (Sejrs) Jordebog er udgivet og kommenteret af Rigsarkivet. Det er kongens matrikulering af jodegods m.h.p. beskatning, ført 1190-1300-tallet, se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/44. Hovedstykket i jordebogen er dateret 1231, derfor ser man ofte denne datering anvendt.

[2] Helge Søgaard i Skivebogen 1968, s. 67

[3] Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 3 (1988) 2, Den danske konges gods i højmiddelalderen, A. L. Knudsen.

[4] Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 19 (1991 - 1993) 3, Dansk købstadlovgivning i middelalderen, G. Jacobsen.

[5] Dokumentet findes på Rigsarkivet, fotografisk gengivelse på Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/4801541.

[8] 1914 Aarbogen s. 41-81.

[9] Peder Hansen Resen 1625-88 fik sin akademiske uddannelse i København, hvor han også fik flere højere embeder som professor i historie, borgmester m.v. Materialet til Atlas Danicus, dansk topografi og historie begyndte Resen at samle i 1660’erne. Noget af de mere end 30 bind med kobberstik af bl.a. byplaner gik tabt ved Københavns brand i 1728. Det meste af kobberstikmaterialet blev stukket i 1674-75, http://www5.kb.dk/da/nb/samling/ks/Resens-Atlas-Danicus.html.

[10] Det Kongelige Bibliotek, Digitale samlinger http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject418/da/.

[11] Kirkeordinansen, https://tidsskrift.dk/historiejyskesamling/article/view/38162/40956, om latinskolen, der havde et på egnen ganske problematisk virke, indtil den blev nedlagt i 1739, se  http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/skive-by-og-opland/skoler-i-danmark-skive/skolen-i-skive-by.

[12] Da Holger Jacobæus i sin rejsebog 1671-1692 opregnede, hvad de forskellige byer var berømte for, skrev han, at det for Skives vedkommende var “Gryder og Thingstude,” H.R Hansen: Jydepotter og Løb. Gammel dansk Husflid,

København 1944, s. 14).

[13] Se http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object62044/en/. Lokaliteten hedder ”Synder-bye” eller ”Gryde-boerne”. I E. Pontoppidans Den Danske Atlas 1757-81 hedder det: ”Byens Gader ere Adelgaden, Nørregade, Østergade, Slotsgaden, Tinggaden, Synderbyegade, Vestergade, Torvet. Her har og før været Grydergade, men siden Grydebrænderiet længe siden er ophørt, ere (det nu) … under Synderbyegade.” Kort over Skive 1765. Se næste note.

[14] Jydepottefremstilling i Danmark formodes at have fundet sted i perioden 1500-1880. De blev fremstillet på landet, som regel sorte lerpotter, eller i byerne, købstæderne, som regel røde lerpotter. Det mest kendte produktionssted er egnen Varde, Hjerting iflg. undersøgelser foretaget af M. Guldberg, der har en ph.d. i emnet, se 2 tidsskriftartikler herom, https://tidsskrift.dk/bola/article/download/104599/153457/,  https://tidsskrift.dk/fraribeamt/article/download/76309/110283/.

[15] E. Pontoppidan Den danske Atlas, Tomus IV, cap. XIII, http://chr4.dk/images/pdf/dda59.pdf, ” Byens Gader ere: Adelgaden, Nørregade, Østergade, Slotsgaden, Tinggaden, Synderbyegade, Vestergade, Torvet. Her har og før været Grydergade, men siden Grydebrænderiet længe siden er ophørt, ere de Huse, som deraf havde Navn, regnede under Synderbyegade.”

[16] Helge Søgaard i Skivebogen 1968, s. 78. Der var 1761-83 iflg. E. Pontoppidan i Skive 16 købmænd, ”11 Agerdyrkere … 5 Skippere … 3 Fiskere … 2 Daglejere …” og 37 håndværkere, heraf ”1 Barberer, 1 Farver, 3 Feldberedere (garvere), 1 Grovsmed, 1 Guldsmed, 2 Hattemagere, 1 Kobbersmed, 1 Muurmester, 1 Parykmager, 1 Sadelmager, 11 Skomagere, 7 Skrædere, 4 Snedkere, 1 Tømmermand, 1 Skibs-tømmermester”.

[17] Christensen, Søren Bitsch (red.), Den klassiske købstad, 2005, s. 18.

[18] Man kan af indlysende grunde ikke kende et folketal, før der er foretaget folketællinger. De allerførste, nogenlunde tilregnelige optællinger i Danmark er foretaget i 1600-tallet og en enkelt (mangelfuld) optælling i 1769. De officielle danske folketællinger starter fra 1787.  Rigsarkivet, https://www.sa.dk/da/archive_series/folketaellinger/. Her refereret efter http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/skive-by-og-opland/folketaellinger-degne-og-praester#Skive.

[19] Iflg. Nationalbanken oversigt over penge-, bank- og sparekassernes historie var det i perioden 1854-75, der oprettedes et stort antal private banker og sparekasser, der overtog Nationalbankens forretninger. http://www.nationalbanken.dk/da/om_nationalbanken/historie/Sider/1807-1860---Udvikling-af-bankv%C3%A6snet-i-Danmark.aspx. Dansk Penge Historie, bd. 1-3, passim.

[20] Dansk Penge Historie, bd. 3, s. 152-53.

[22] Peter Schou, Skivebogen 1974, s. 48.

[23] Man kan i Skive Folkeblad se annonceret, f. eks. 09.04.1883 om en mejerielev i Vinderup ”af Bondestanden”, henvendelse til H. R. Jørgensen, Skive Smørhandel.

[25] Havnen midt i Jylland, flere forfattere, Skive Havn 1994.

[27] Fra Otto L. Sørensen, Gamle Skive 2, 1952, s. 25. Rigsarkivet, 0041 Danske Statsbaner, Baneafdelingen, 1854-1947, Ældre bygningstegninger, læg 40, tegning C1 ”Skive Station, Hovedbygning”.

[28] Foto 1910, dateret af Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/4798547.

[30] I Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv,  http://www.spottrup-lokalhistorisk-arkiv.dk/9522853  kan man finde fotos fra denne lokalbane, Skive til Rødding via Hem, Brøndum, Balling, Vejby, Ramsing og Brodal (Lem-Lihme).

[31] Nøje beskrevet i Signalposten 1976,1, en artikel om Nedlagte Baner, Jyske Privatbaner, s. 24ff. Også lidt mere løst og fast beskrevet i E. Bech Hansen, Skive-Vestsalling Jernbane, Månedsmagasinet nr. 7, februar / marts 2020.

[33] Niels Mortensen, Skivebogen 1991, s. 79.

[34] Se https://rethinklandbrugshistorien.dk/wiki/skive-ny-jernstoeberi-oesterbro-7-skive/, Olav Jensen, Skivebogen 1993, s. 78-108 og Skivebogen 1994, s. 60.

[35] Ny Skivehus blev oprettet som ladegård til Skivehus i 1792 og er blevet bortsolgt i flere omgange. Ved Odgaards køb i 1901 udstykkedes jorden i parceller. Se http://www.danskeherregaarde.dk/nutid/ny-skivehus.

[36] Se Niels Mortensen, Skivebogen 1991, s. 107

[37] J. C. Hansen og M. Chr. Pedersen, Skivebogen 1920, s. 207, s. 150-208.

[40] Se bryggeriets hjemmeside, https://www.hancock.dk/historie.aspx.

[41] Schades Rulle Papir Industri ses optræde som firmanavn første gang i Skive Folkeblad 04. august 1915, hvor der refereres fra ”Det danske Købestævne i Fredericia” 03. august. Dog ved vi, at Frederik Schade erhvervede Frederiksdal i 1912, hvor han i 1913 byggede ny fabriksbygning ud over de her erhvervede bygninger. Vi ved også, at han ved 1. verdenskrigs udbrud i 1914 udtalte sig kun som ejer af Vestjyllands Papirfabrik. 1915 er nok et rimeligt år at angive som etablering af ”Schades Rulle Papir Industri A/S”. I Krak 1917 er der registrering under dette navn. Desuden ses firmaet registreret i Samling af Anmeldelser til Handelsregistrene, nr. 11, anmeldt i nov. 1915. Vedtægterne for A/S er dateret 30. januar 1915. Formelt altså virksomhedsstart 13. nov. 1915 efter starten i 1912 med købet af Frederiksdal, der ses annonceret i Skive Folkeblad 25. jan. 1912.

 

 

[42] Skive Folkeblad 25. 05. 1915.

[43] Se Skive Folkeblad 03.06. og 17.06.1938.

[44] I 1901 boede Frederik Schade i Frederiksgade, blev forlovet samme år, gift i 1902, er registreret med bopæl i Voldgade i 1906 folketællingen, og det fremgår af annoncering i Skive Folkeblad 04.09.1906, at Schades 4 værelsers lejlighed i Voldgade vil være til leje fra oktober 1906. Heraf kan man formentlig slutte, at den endelige overtagelse af Vestjyllands Papirposefabrik med privatbolig i Asylgade 5, Matr.Nr. 168 er foretaget, og at familien Schade så flytter til Asylgade.

[45] Se Skive Folkeblad 03.06.1938 og 13.11.1962.

[48]

 

 

 

[49] Se afsnit om Tambour funktionen i Skive.

[50] Skive Mark, Fælledveien

På Muremester Chr. Ørums bykort fra 1825 hedder området vest for kirken i Skive "Fæligen", "Kirkens Eng". På 1859 kort er betegnelsen "Markjord", og på 1875 kort "Fælledveien", som vejen også hedder på bykort fra 1900, se http://www.skivebilleder.dk/index.php/Kort/Bykort-prospekter/Bykort-af-V_E_A_-Berggren-ar-1900 .

[51] Se herom Jul i Skive, 1954, s. 22-23.

[52] Ses registreret i folketælling 1855 med bopæl i Vestergade, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=119987#119987,17442175.

[55] J. C. Hansen. Rigsarkivet, Arkivskaber: Håndskriftssamlingen, J.C. Hansens samling, Arkivserie: Optegnelser vedr. Skive købstads historie på sedler. Løbenummer: 19.

[58] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=70074#70074,12847719. I ”Forhuset”, det vil formentlig sige det oprindelige Tambohuset, bor der 23 personer, heraf 13 børn.

[59] Skive Folkeblad 19. sept. 1913 i en præsentationsartikel af Vestjyllands Papirposefabrik hedder det ” ... Og i den nyopførte Fabriksbygning i Frederiksdal ses 2 moderne Papirposemaskiner i virksomhed."

[65]

   

 

 

 

 

 

 

[67] Peder Jacobsen har boet i det af ham byggede hus ilfg. Folketællingerne 1850, 1855 og 1860. Han dør i 1869 iflg. kirkebogen. I Skive Folkeblad 17. juni 1938 hævdes det, at ”Aaret efter, at Huset var bygget, døde … (hans) unge Hustru, og …” at han kort tid derefter skulle være flyttet derfra med ”en lille Søn”. Det modsiges af folketællingerne.

[69] Peder Jacobsen, Skive Mark, i fire folketællinger, dog ingen med stillingsbetegnelsen "Tambour". I 1845 boede han ikke Skive Mark. Se folketælling 1845, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=7730#7730,185464, ”hans Fag Arbejdsmand”, folketælling 1850,  https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=114696#114696,17282931, 3 børn, ”?mand” , 1855 folketælling, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=119987#119987,17442170, 3 børn, ”Arbejdsmand”,  1860 folketælling, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=9550#9550,230528 ”Arbejdsmand”, ingen hjemmeboende børn.

[72] J. C. Hansen. Rigsarkivet, Arkivskaber: Håndskriftssamlingen, J.C. Hansens samling, Arkivserie: Optegnelser vedr. Skive købstads historie på sedler. Løbenummer: 19.

[82] Her refereret efter Lolland-Falsters Stiftstidende 01. juni 1886.

[84] Forfatteren Marie Bregendahl, f. 1867 i Fly, i Bogen om Skive, 1926 og samme sted C. V Borch Jacobsen, overretssagfører, født 1872 i og bosat i Skive.

[89] Fremgår af 1901 folketællingen, i foregående folketællinger registreret som Kjøbmand, http://ddd.dda.dk/asp/alle_opl.asp.

[90] Beskrevet i Skive Byarkiv med foto af familien, https://arkiv.dk/vis/3584304.

[91] Både familien Just og bygningen med købmandsforretning og privat beboelse er beskrevet i Skive Byarkiv, https://arkiv.dk/vis/3583006.

[92] Skive Folkeblad 23.10.1893

 

[93] Fremgår af Skive Folkeblad 13.12.1899, hvor ”Købmand” Schades indkomst og skatteansættelse omtales og Skive Folkeblad  02.11.1900, hvor ”Fabrikant Schades … Papirposefabrik” omtales.

[98] Se 1890 folketælling, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=62426#62426,12351606.  Matr. No. 162 er streget ud og erstattet af 26a, medens feltet Gade No. er anført som 168. Formentlig en fejlskrivning af 162.   

[99] Se 1906 folketælling, note 46. Privatboligen har formentlig været den, der kan ses her på foto fra 1960 af Skive Tømmerhandel.

 

 

[100] 1906 folketælling, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=16694#16694,634530. Der boede her også 3 ansatte på Skive Tømmerhandel.

[101] Se 1906 folketællingen, Dyrlæge A. C. Nybo, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=16694#16694,634540.

[107] Se afsnit om gullaschtid og bankkriser i Skive i 1920’erne.

[109] Der er og har været en lang række myter omkring dette selskab, især fremført som en konspirationsteoretisk affære af Kai Moltke i Pengemagten og Kongekuppet i 1920, udgivet sidst 1979 på Skipper Klement. H. N. Andersen, ØK skulle være gået sejrrigt ud af konflikten i modspil til kræfter omkring Landmandsbankens direktør E. Glückstadt, først og fremmest ved at få kongen, Christian X til at afskedige regeringen Zahle, hvilket banede vejen for en Venstre regering, der forpurrede en handelsoverenskomst med Rusland, der kunne have reddet Transatlantisk Kompagni - og Landmandsbanken. Se https://www.gullaschbaronen.dk/transatlantiske-kompagni/.

[111] https://www.iconex.com/, se Skive Folkeblad 08.11.2018.