Udskriv

Beretning Skive Kulturhistoriske Museumsforening 11. maj 2023. Spøttrup Borg Velkomstcenter

V. Fmd. Gunhild Olesen Møller

Jeg vil gå tilbage til sidste års generalforsamling den 24. maj 2022. Den afholdt vi på Skive Musikskole. Leder Anja Brejner Højgaard viste rundt og fortalte om skolen. Der var imponerende mange i gang med musiske aktiviteter og selv langt ud på aftenen. Der spændte fra korsang, solistoptræden, danseøvelser og et oldboysjazzorkester, m.m.
Vedtægterne siger at i lige år skal der vælges to medlemmer og i ulige år tre medlemmer til bestyrelsen.
 
Gunhild Olesen Møller blev genvalgt og Børge Nielsen-Boe blev nyvalgt i 2022. Leo Bisgaard Andersen trådte ud af bestyrelsen
Bestyrelsen består desuden af Birger Gudmandsen, Per Mouritsen og Gudrun Eriksen.
Der var også genvalg til suppleanten Birger Schütte og nyvalg til Chresten Mads Elgaard som blev 1. supp. Revisorerne Torben Andersen og Niels Mortensen blev genvalgt.
Kontingentet blev besluttet skulle være uændret.
Der var desuden indlæg ved museumschef Per Lunde Lauridsen om museets virke.
 
Konstituerende møde 9. august 2022. Genvalg til Gunhild Olesen Møller som formand og Birger Gudmandsen blev næstformand. Per Mouritsen blev genvalgt som kasserer og også til sekretær. Johan Nielsen har taget sig af hjemmesiden i en del år og det har han påtaget sig indtil videre, selv om han er udtrådt af bestyrelsen. Foreningen har en fin hjemmeside. Det er helt Johans fortjeneste.
Per Mouritsen tager sig af trykningen og udsendelse af nyhedsbrevene. Der kommer som regel 2-3 nyhedsbreve per år. Per Mouritsen har desuden sørget for at foreningen har anskaffet et CVR- nummer. Det kan være en fordel ved visse ansøgninger
Gudrun Eriksen har sørget for at museet blev låst op ved arrangementer og har haft kontakten omkring den opgave.
 
Bestyrelsen har afholdt yderligere tre møder i beretningsperioden.  Et møde 11. oktober 2022 og 4.  januar 2023. Desuden et møde den 20. april 2023. Her var vi desværre ikke beslutningsdygtige. Det er vist aldrig sket før. Museumschef Per Lunde Lauridsen har deltaget i vores møder og har beredvilligt stillet sit kontor i Rønbjerg til rådighed. Bestyrelsen har været fint opdateret på museets forhold. Bestyrelsen kommunikerer indbyrdes på e-mail, men især om praktiske ting ved arrangementer.
 
Foruden ovennævnte har et eller flere bestyrelsesmedlemmerne også deltaget i andre møder.
Gudrun Eriksen og jeg har deltaget i et SAMMUS arr. på Bruunshåb Gamle Papirfabrik i Bruunshåb ved Viborg. Gunhild har desuden deltaget i årsmødet i 2022 i Nyborg. SAMMUS står for sammenslutningen af museumsforeninger i Danmark og er vores overbygning som frivillige i en museumsbestyrelse. Det er interessant at høre hvad museumsbestyrelserne går og laver andre steder.
Vores forening er medlem af Kulturelt Samråd i Skive. Jeg har deltaget i et repræsentantskabsmøde her for nylig den 25. april.
 
Vedrørende økonomien bærer året 2022 præg af at der har været mange aktiviteter.  Det kommer kasserer Per Mouritsen ind på senere i aften. År 2022 udviser et underskud på kr. 7.925, 41. Sidste regnskabsår 2021 udviste et overskud af tilnærmelsesvis samme størrelse.
 
Jeg vil komme mere ind på vores arangementer i år 2022 eftersom de indgår i vores regnskab. Vi har nok alle næsten glemt at der også var Corona-restriktioner i januar 2022.
 
I år 2022 har foreningen afholdt to foredrag på museet og begge har været i fællesskab med Historisk Samfund, inspireret af et emne, der har været el del oppe i tiden. Nemlig forholdene for tvangsfjernede børn og andre der med datidens øjne afveg fra det normale.
Den 7. marts 2022 var der et foredrag ved tidligere lærer og dengang leder af Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv Ib Svenningsen. Det foredrag var med et meget personligt engagement, eftersom hans mor var vokset op på Livø. Hans bedstefar havde været tjenestemand og der blev vist en del personlige familiebilleder. Livø blev oprettet af overlæge Christian Keller i 1911. Der deltog godt 20 i dette møde.
Den 7. april 2022 var emnet ”Pigerne på Sprogø” ved cand.mag. Historiker Carsten Egø Nielsen fra Slagelse. Det var et af Carsten Egø Nielsen sidste foredrag eftersom han blev alvorligt syg kort efter.
Overlæge Christian Keller oprettede i 1923 internatet på Sprogø for åndssvage, seksuelt løsagtige kvinder. Institutionen eksisterede frem til år 1961. I foredraget hørte vi om enkeltskæbner og dagligdagen. Pigerne deltog i rengøring, madlavning, pasning af haven og landbruget. Der var sy kurser og filmforestillinger. Bortset fra en enkelt mandlig funktionær var mænd forment adgang til øen. En postbåd opretholdt adgangen til omverdenen.
Foruden Historisk Samfund og var også Skive Folkeuniversitet medarrangør. Der deltog omkring 33 i dette foredrag.  
Den 13. oktober havde foreningen i fællesskab med historisk Samfund et foredrag om kalkmalerierne i Vor Frue Kirke i Skive. Sognepræst Mads Callesen fortalte om billederne og de mange finurligheder og deres ordning efter rang begyndende med lokale helgener længst fra altret og med stigende rang op mod altret. Alle sidder i blomsterkalke og det er meget imponerende. Egentlig var det et arrangement vi havde talt om i nogen tid, så det var ret tilfældigt at vores besøg blev planlagt til at falde sammen med kalkmaleriernes 500års jubilæum. Vi hørte desuden historien om de to kirker, hvoraf Den Hvide, Vor Frue, egentlig var dømt til nedrivning for godt og vel 100 år siden, men det satte ministeriet sig heldigvis imod, da det blev klart hvilke sjældne kulturværdier den indeholdt.
 
Det var meningen at der skulle have været et foredrag med forfatteren til romanerne ”Kirstine og Priorinden” Lars Novrup Frederiksen den 22. november på Havnevej. Der skete så desværre det at forfatteren blev syg og mistede stemmen efter at vi havde annonceret. Så foredraget glippede. Vores bestyrelsesmedlem Birger Gudmandsen kontaktede så AOF-Skive og spurgte om vi kunne afholde foredraget i deres lokaler eftersom Museet på Havnevej var blevet vinterlukket. Foredraget blev aftalt til den 12. januar 2023. Det blev en helt forrygende aften og der deltog vel 120 personer eller flere, men alle blev bænket og fik kaffe. Aftalen var at AOF sørgede for lokaler, kaffe og betaling af forfatteren, så det kunne de godt være tjent med. Den store lokale interesse for romanerne skyldes at handlingen er henlagt til lokaliteten Stubber Kloster, hvor der i dag kun er en lille rest af det fordums meget store kompleks, hvor der har været kloster i 400 år. Det var et spændende foredrag og forfatteren oplyste at han skriver på en fortsættelse af de to romaner.
 
Fredag den 29. april 2022 oprandt den store dag, hvor der var åbning af den nyrenoverede palæbygning Gammel Skivehus og det nye BigBlue-haveanlæg. Hotel Skive havde inviteret på kaffe og kage til de første 200 gæster. Jeg tror nu at der var en hel del flere. Alt foregik i strålende sol. Åbningstalen holdt borgmester Peder Christian Kirkegaard. Stedet er Skives historiske vugge og kendt i mange hundrede år som byens centrum ved åen og stedet hvor vejene mødtes. Arkæolog Turi Thomsen fortalte om udgravningerne. Formand for historisk Samfund Johan Nielsen havde været i arkivalierne og fundet relevante årstal frem til belysning af historien.
15. oktober åbnede museet udstillingen Hvem er vi? Hvem var vi? På Havnevej. Mange benyttede lejligheden til at se udstillingen. Personlig synes jeg at det er en meget flot udstilling.
 
Lokalhistorisk Arkiv er flyttet ind på Gammel Skivehus. Det giver så mere plads på Havnevej. Selve åbningen blev markeret på Arkivernes Dag lørdag den 12. november 2022. Det var et flot arrangement med stor interesse for at se de nyrestaurerede lokaler. Det bliver byarkivar Kristian Buhl Thomsens nye arbejdsplads.
I efteråret 2022 sendte vi sammen med Historisk Samfund en henvendelse til Skive Kommune om at vi syntes at det var ærgerligt at nedrive ejendommen Resenvej nr. 1 i Skive. Senere gav kommunen dog nedrivningstilladelse.
 
Den 20. marts 2023 havde Museum Salling og bestyrelsen inviteret alle støtteforeninger til et møde på Museet på Fur. Vi deltog alle fra vores bestyrelse + vores suppleanter. Museets nye foreningsprogram blev præsenteret. Det består af et koncept for samarbejde og forventningsafstemning mellem foreningerne og Museum Salling. Der er ti støtteforeninger i alt. Fællesmødet bliver fulgt op af separate møder med alle ti støtteforeninger. Den 24. maj skal vi til møde om konceptet for samarbejde. Desuden er det i støbeskeen at der kan stilles en fælles hjemmeside til rådighed, som de interesserede foreninger kan benytte.
 
Fremtiden.
Vi modtager også gerne forslag fra jer medlemmer til arrangementer og besøg.
Det forventes at der bliver et besøg på Thise Mejeri og Marienlyst, samt en tur til nogle herregårde i Salling. Vi sysler også lidt med et foredrag om kartoffeltyskerne.
   
 
Slutteligt vil jeg sige tak til Museum Salling for den gode service vi får som støtteforening og især tak til ledelsen og de medarbejdere der servicerer os med nyhedsbreve, mv. Vi er også glade for ordningen med adgangskort for vore medlemmer til udstillingerne.
Tak til medlemmerne for at I støtter op om vores arrangementer og gentegner jer som medlemmer. Tak til Skive Folkeblad og Midt på Ugen.
 
Til sidst vil jeg sige tak til bestyrelsen for jeres villighed til at påtage jer opgaver og jeres mange ideer til arrangementer. Det er ikke dem alle der bliver til noget. Tak for samværet og hyggelige møder. Det har været en fornøjelse at samarbejde med jer alle.
 
Lad os håbe det bedste for fremtiden.
Tak fordi I lyttede
Gunhild Olesen Møller