Svenskekrige, enevælde og skattetryk
Som et resultat af oprustningen i forbindelse med svenskekrigene 1657-60 opstod der et stærkt behov for øgede statsindtægter. Der blev i 1660 indkaldt til Stænderforsamling, og her forsøgte adelsstanden at fastholde hævdvundne principper om skattefrihed. Med denne standsbetingede selvhævdelse kunne kongen sammen med de øvrige stænder, borgerstanden og gejstligheden finde muligheden for at indføre enevælden.
Den fjerde stand, bønderne var det blevet sædvane at anse for at være tilstrækkeligt repræsenteret gennem godsejerne, d.v.s. den jordejende adel hovedsageligt.
 
Med den gennemførte enevælde kunne der nu opkræves de skatter, der var så stort et behov for. Man havde tænkt sig at indføre en konsumtions- og en stempelpapirs afgift. Der kunne dog hermed ikke inddrives de nødvendige skatter hurtigt nok. Derfor blev der 05. november 1660 pålagt en kopskat, en hovedskat eller en personbetinget skat, om man vil.
Denne skat blev pålagt per hoved på alle over 12 år, beløbsmæssigt gradueret efter skatteevnen.
En biskop skulle betale 4 rigsdaler, andre gejstlige, lektorer m. fl. 2 rigsdaler og således videre gradueret socialt nedefter. Der skulle også betales kopskat for hustru og børn over 12 år, hvilket resulterede i et voldsomt lavt tal i registrerede børn i denne aldersklasse. Man formoder - sikkert med rette - at virkelighedens tal har afveget betydeligt fra de registrerede.
 
Ud fra en række skøder og overdragelser viser det sig, at der i Anst Herreds, Skanderup Sogns landsbyer Nagbøl, Dollerup, Skanderup har været selvejerbønder i 1600 tallet i Koldinghus Rytteridistrikt, Koldinghus Rytteridistrikt. Thomas Christensen har skrevet en artikel herom, hvor Hans Knudsens undersøgelser benyttes.
Skanderup Sogn hørte under Koldinghus Len og Amt indtil 1793 og hermed også Koldinghus Rytterdistrikt i en stor del af perioden. Konkret manifesterede det sig i Skanderup positivt med en rytterskole fra 1725.
Mere blandet var den ”beskatningsmæssige” konsekvens af at høre under rytterdistriktet. Ved 1664 matrikuleringen blev alle gårde ansat til hartkorn som standardiseret mål. 8 tdr. hartkorn skulle nu svare en rytter med fuld udrustning til rytterdistriktet. Bønderne kunne selv afgøre, om de ville ride for gården, eller om de ville betale for den rytter, der skulle stilles. Under alle omstændigheder var det en fast udgift, som var pålagt alle gårde for hver 8 tdr. hartkorn.
Med den skånske krig 1675-79 forsøgte den danske Christian V at tilbageerobre Skåne, Halland og Blekinge, som var blevet tabt ved Roskildefreden i 1658, men forgæves, Frankrig ønskede ingen ændringer. Det eneste resultat af krigen blev derfor store militære udgifter, som også fik konsekvenser for tilstanden i Koldinghus Ryttergods. Der var nu næsten ingen bønder, der ønskede at ride for rytterdistriktets gårde, og i 1680 skiltes rytter og bonde helt.
Ud over udskiftningens selvstændiggørelse af det enkelte bondebrug i forhold til fællesskabet var der med landboreformerne også tale om en gradvis overgang fra fæste til selveje.
Reformerne fandt sted i flere omgange.
Ophævelse af fællesskabet om overdrevenes græsningsarealer mellem flere byer skete med Forordningerne 29. december 1758, 28.december 1759 og 8. marts 1760, ikke som påbud men som opfordring. Herfra gik reformerne af landsbyfællesskabet gradvist videre med forordningerne 27. juli 1769, 13. maj 1776 og endelig den samlende lov af 23. april 1781.
Fra 1781 tog udskiftningen fart, da regeringen stillede krav om gennemført udskiftning for at tillade bortsalg af fæstegårde til selveje. Omkring 1810 var udskiftningen af de danske landsbyer stort set afsluttet.
Der findes desværre kun umiddelbart tilgængelige, d.v.s. digitale, historiske matrikelkort tilbage fra 1820. De første matrikelkort blev udarbejdet 1806-22, i vidt omfang ved genbrug af allerede eksisterende kort, navnlig udskiftningskort. Disse kort kan derfor være en udmærket kilde til udskiftningens umiddelbare virkninger. Dog kan mange af kortene indeholde oplysninger, som er overtegnet de oprindelige kort. Derfor kan de være vanskelige at fortolke.
Herunder plan over en landsby med marker inden og efter udskiftningen. Man kan tydeligt se, at de enkelte bondebrug havde små strimler flere steder på bymarken i modsætning til tiden efter udskiftningen, hvor bøndergårdenes marker er blevet samlet og gårdene (som regel) udflyttet fra landsbyfællesskabetlandsbyfællesskabet. Se videre Danmarkshistorie.dk.
På denne skitse t.h. over Sdr. Vestud, Møn, ser man tydeligt, hvorledes de enkelte gårdes jordstrimler, der her for en enkelt gård er sortmarkeret, fordeler sig på landsbyfællesskabets 3 vange
Med udskiftningen blev landsbyens i spredte strimler fordelte arealer samlet til sammenhængende brug, landsbyfællesskabets geografiske diversitet blev ophævet, og vi fik starten på de enkeltstående brug, der kendes i dag.
Oplysninger fra Henrik Pedersen, De danske landbrug fremstillet på grundlag af forarbejderne til Chr. V's matrikel 1688. Kbh. 1928. Senere forskning har sat spørgsmålstegn ved de af H. Pedersen anførte statistiske bearbejdelser, f. eks. m.h.t. opdeling efter bosættelse (ejerlav), der snarere må opfattes som en stednavnefortegnelse, og m.h.t. at der ofte kan være tale om flere brugere pr. matrikelenhed. Der er i forskellige landsdele benyttet forskellig opmålingsteknik. Endelig er de angivne hartkornsmål snarest arbitrære skattemål og kan næppe bruges til nogen form for sammenligning geografisk eller over tid. Alt i alt skal den refererede statistik tages med de her givne forbehold.
Navnet stammer oprindeligt fra landgildeafgifter, som blev ansat i en enkelt kornsort, rug eller byg, såkaldt hårdt eller ”hart” korn.Landgilde var fæstebondens faste årlige afgift i naturalier og penge til herremanden, som ejede fæsterens gård.
Det følgende bygger på Hans Knudsens undersøgelse i Kolding Rytterdistrikts selvejere - fra 1924 ganske vist, men undersøgelsen er stadig det grundigste og mest informerende, der foreligger om emnet.
Her refereret efter Hans Knudsens undersøgelse: ”…ved Sessionen |1690 bemærker (Blanchsted): „Samme Husmænd har aldrig til Kongen givet en Skilling førend forgangen Aar, jeg lærte dennem at betale den første Kopskat".
 
Før slutningen af 1600 tallet kan kildematerialet i mange lokalsamfund være så sparsomt, at det stort set ikke er muligt mere detaljeret at tegne konturerne af landsbyfællesskabets forhold i distrikt, herred og sogn.
Der er så vidt vides ingen bonde eller præst i Sallingsyssel eller i nogen af de hertil hørende 7 herreder, som har efterladt sig skrifter, som kunne gøre det muligt for os at følge livet i dagligdagens mangfoldighed, før vi kommer op i nyere tid. Det havde også været dejligt med en eller flere bevarede landsbyvedtægter, selv om udsagnsevnen i den slags kilder som regel er ret begrænset til specifikt lokale forhold.
Hvis man ikke skal gå til arkiverne, især Landsarkivet i Viborg, og her foretage et allerede foretaget rekonstruktionsarbejde, så er der i 1938 udkommet Danske Vider og Vedtægter i 5 bind v. Poul Bjerge, T. J. Søegaard og August F. Schmidt. Værket er kritiseret for sjuske-, herunder også ganske alvorlige fejl, d.v.s. sproglige misforståelser og fejl, der må karakteriseres som faglig inkompetence. Værket er alligevel brugt og nøje gennemgået i håbet om at kunne finde vider eller landsbyvedtægter fra Salling området.
Der er udvalgt fra Viborg Amt, 1688, 1715, her Fly Sogn, Fjends Herred 1747. Desuden findes her også Bjerregrav, Sønderlyng Herred 1689.
Det vil være meningsløst at bruge dette materiale til andet end en generel karakteristik af indholdet af landsbyvedtægter og vider.
I vedtægterne for Sønderhoe er det helt dagligdags og meget praktiske ting, der sættes regler op for i 19 paragraffer. De første tre omhandler, hvorledes og hvornår man høster tang, en om fælles fragt, en om kørsel med vogne, en om færdsel på dyrkede marker, der medfører skader på afgrøderne, en om vedligeholdelse af alfarveje, en om tyring af kreaturer, så de ikke gør skade på de fælles marker m.v. Alt med nøje opregning af bødetakster for begåede forseelser eller svigt i forhold til de fælles pligter. Det viser alt selvfølgelig noget om dagen og vejen i tiden.
For Viborg Amt findes der et par eksempler på Vider og vedtægter.
Fra den offentlige administration er der overleveret et stort og godt materiale. Danske lokalhistorikere er enevældens velordnede og stort set velfungerende embedsværk megen tak skyldig for den heldige situation, vi er i, når lokalhistorien mellem 1660 og 1849 skal undersøges. Vi har centraladministrationen i København, især Danske Kancelli og Rentekammeret. Og i rigt mål lokaladministrationen i Hald og Skivehus Len og Amt fra 1662 og fra 1783 Viborg Amt. Her er der arkivalier fra amtmanden, amtsforvalteren, herredsfogeden, bispen, provsten, præsten og lokale degne. Desuden skøder m.v. for de enkelte gårde. En hel del af materialet findes på Landsarkivet i Viborg.
Især er der benyttet de ret pålidelige oplysninger om landsbyfællesskabet og dyrkningsforholdene inden for dette, som kan hentes i Christian 5.’s matrikel fra 1688, markbøgerne 1682-83, der er ført sognevis, modelbøgerne fra 1686 og forskellige års engtakseringsprotokoller, også hovedsageligt fra 1600 tallet Disse kilder er vidnesbyrd om forholdene i 1680’erne men også i vid udstrækning den foregående tid. Udviklingen gik ikke over stok og sten på den tid.
   

Gen

Arrangementer 2024:
Generalforsamling 2024Mandag 13. maj kl. 19.30 Lensmandsstuen, Byarkivet. 
Afholdte arrangementer
   
   

Søg  

   

SKM medlem  

Bliv medlem af SKM, og få adgang til alle Museum Sallings museer.
Sammus er danske museumsforeninger - aktuelt 61 tilsluttede foreninger - som har et samlet medlemstal på ca. 52.000. Skive Kulturhistoriske Museumsforening (SKM) er medlem og modtager herfra de nyhedsbreve, som vi gør tilgængelige for vore medlemmer og gæster på foreningens hjemmeside.
Ind imellem kommer nyhedsbrevene lidt forsinket på Sammus hjemmesiden i forhold til den udsendte pdf version.

 

   
© Skive Kulturhistoriske Museumsforening