  |
 |
| Svansøgård aktuelt luftfotografi | |
 Svansøgård 2002, stuehuset til den firlængede gård. Stuehuset har tre skorstene, lidt mindre prangende end flere. Uden velfærdskvist o.l. |
|
 |
 |
| Svansøgård o. 1950 | |
Gårdens historie er fortalt i to udgivelser, der kun i nogen udstrækning har tilfredsstillende dokumentarisk belæg - især mangelfuldt i den benyttede aviskronik fra Skive Folkeblad april-maj 1929.
De i de to udgivelser meddelte oplysninger benyttes i det efterfølgende - med de forbehold og kritiske kommentarer, der er skønnet nødvendige, når man inddrager de kilder, de to udgivelsers forfattere også helt eller delvist har benyttet.
Gårdens navn skulle stamme fra en sø øst for gården omkring Fly, nu benævnt Fly og Svansø Mose.
Det fremgår af en artikel i Skive Folkeblad 28. dec. 1945, hvor "Gamle Niels Kjeldsen skriver om Svansø Moses Historie", at af den ret store mose ejede 28 mænd i Fly førhen hver sin parcel, og resten hørte under Svansøgård, der lå omgivet af vældige strækninger af eng og kær. Ved en overenskomst fra 1842 mellem Svansøgaard og de øvrige moseejere var det med anlæg af et dige blevet muligt at grave tørv.
Og at ejerne af Svansøgaard i Svansø Mose har haft mulighed for at grave tørv, kan man bl.a. se af en meddelelse i Skive Folkeblad 12. marts 1900, hvor det hedder, at "en Erik Christensen, Svansøgaard, tilhørende Tørvelade ... af Træ ... med 32.000 Stk. Tørv nedbrændte."
Gårdens ejer, Erik Christensen omtales i Verner Svansøs artikel i Skivebogen 2003, s. 74f., hvor det konstateres, at slægtsnavnet blev Svansø ved kgl. bevilling af 27. juli 1902 forbeholdt den slægt, der siden 1807, indtil 1914 ejede Svansøgård. Erik Christensen, nu Erik Svansø solgte 1914 gården til Jens Kristian Krogh, den første af en række efterfølgende ejere af Svansøgård, som ikke var af den slægt, som siden 1902 bar Svansø navnet.
Var Svansøgaard en oprindelig selvejergård?
Gården kan med dokumentarisk belæg dateres til o. 1500. Muligvis og meget hypotetisk tidligere, hvis voldstedet Klodeborg inddrages som en oprindelig del af gården.
Klodeborg er beskrevet i Skivebogen 1966 af Otto L. Sørensen, Voldstedet Klodeborg i Bilstrup Enge ved Skive.
Der er i J. C. Hansens beretning om gården i Skive Folkeblad fra 1929 en noget dristig tolkning af Svansøgård som eksponent for en i "Arupsk" forstand betydelig Selvejergård med tilhørende voldsted (Klodeborg) før forfaldet til næsten ødegård, som skete med svenskekrigene i 1600-tallet, hvor gården fra at have været en del af kronens besiddelser blev en af Estvadgårds fæstegårde.
Denne strålende fortidsbeskrivelse af en helt hypotetisk selvejergård må nok karakteriseres som tankespind i mangel af yderligere og mere sikre vidnesbyrd.
Svansøgaard hævdes nævnts første gang skriftligt i en skatteliste 1524, hvor gården skulle være registreret som strøgods under kronen, en af krongodsets fæstegårde.
Gården kan i princippet tidligere have været en mindre selvejergård.
Men herom vides der intet ud over J. C. Hansens usikre skøn, som muligvis har fået Otto L. Sørensen til i Skivebogen 1966, s. 18 om Svansøgaard at anføre omtalen i 1524, og i floromvundne vendinger om gården at anføre, at før den beboedes "af 2 fæstere" - hvilket må være i tiden omkring 1524 - "beboedes (gården) af Adel og fornemme Personer".
Mon ikke vi her har et eksempel på, at en fjer er blevet til fem høns.
Under 1600-tallets svenskekrige kom gården under alle omstændigheder til at høre under Estvadgaard. Her formoder J. C. Hansen i sin kronik i Skive Folkeblad så, at gården i stedet for selvejere fik fæstebønder som arbejdskraft. Samtidig reduceredes ansættelsen i tdr. hartkorn i 1600-tallet, en tilbagegang fra 9 til 5 tdr.*, konstaterer J. C. Hansen.
J. C. Hansen har på denne baggrund nogle i øvrigt udokumenterede og forherligende antagelser om selvejerbønder og deres økonomiske kunnen frem for de fæstebønder, hvis hartkorn næsten halveredes i forhold til selvejernes.
Der er faktuel dokumentation for, at Svansøgaard var en del af kronens besiddelser i 1500-tallet, oven i købet før reformationen, hvor kronen overtog næsten al kirke- og klostergods. Det udelukker selvejerbønder som ejere af gården i 1500-tallet. Før den tid har vi som anført ingen viden om gårdens ejerforhold.
Selvejere
I Verner Svansøs veldokumenterede beskrivelse kom Christen Nielsen Skyum fra en ansættelse på Estvadgaard som ridefoged og købte i starten af 1700-tallet Svansøgaard, hvor han byggede en i forhold til andre bondegårde anseelig selvejergård med et stort og rummeligt stuehus.**
Christen Skyum solgte 1753 gården til Mads P. Brøndum, der solgte til Henrik Høeg.
Svansøgaard købtes herefter af Jens Jørgen Hopp, Viborg, der solgte sin herregård 1754 og flyttede til Svansøgaard, der gik på tvangsauktion 1763, hvor Major Poul von Klingenberg til Volstrup købte Svansøgaard.
Den tidligere ejer, Jørgen Hopp fik lov til at blive boende på gården indtil sin død 1771.
Der findes i Rigsarkivets skøde- og panteprotokol , Fjends-Nørlyng Herreder en obligation, dateret 1763 fra J. J. Hopp til Michel Sørensen på Svansøgård og et skøde, dateret 1763 fra Michel Sørensen til Klingenberg på Svansøgård.
Klingenberg ansatte efter sit køb af Svansøgård i 1763 i 1771 (fæstebrev er dateret 1772) en forpagter, en Thybo, som hed Niels Pedersen på gården for 24 Rdl i forpagtningsafgift.
Fæste igen
Estvadgaard solgtes efter Niels Thybo Pedersens forpagtning til forvalter Laurborg fra Estvadgaards Stiftelse. Her blev strøgodset, herunder Svansøgård igen fæstegårde. Overgangen til selveje skete først i forbindelse med stiftelsens nedlæggelse 1802.
Klingenbergs forpagter Niels Pedersen fik 60 Rdl. for besætningen, var fæster i 6 år, indtil 1777-78, hvor han sammen med konen blev tildelt ydelser fra gården indtil deres død, Niels Pedersen 1802, konen 1804.
Selveje fra 1807
Thomas Nielsen købte Svansøgaard til selveje 1807. Solgte til sønnen Peter Thomasen 1815, der 1849 skødede til sønnen Christen Pedersen.
Slægten siden 1807 på Svansøgård fik "ved kgl. bevilling af 27. juli 1902 eneret på navnet Svansø som efternavn.
Svansøgård var i slægtens eje indtil 1914, hvor gården blev solgt en ejer, der ikke var en Svansø. Familien, der 1902 fik bevilling på efternavnet Svansø ejede gården 1807-1914.
J. C. Hansen, Skive Folkeblad 29. - 30. april, 1. maj 1929 - referat af kronik
Svansøgård er en lille, ensomt beliggende gård, 5-6 km syd for Skive, øst for Karup Å, ved Svansøvej.
Gården har en "finere Historie end de fleste andre Bøndergaarde."
Der findes et "Voldsted i Engen Vest for Gaarden ..." Dette tolkes noget dristigt som belæg for gården status som "Selvejerbondegaard ... Slægtsgaard"
"Den første ... (kendte) Bonde som Parthaver i Svansøgaard er Niels Mogengensen ... Storgaard i Fly omkring Aar 1500 ..."
1657 konstateres "Fæsterne Mikkel Nielsen og Christens fattige Enke", 1662 var sat til 9 Tdr. Hartkorn, der blev nedsat til 5 Tdr. - Det udløser den tvivlsomme kommentar, at "det er nok gaaet tilbage med Gaardens Drift, efter at den har faaet Fæstere i Stedet for Selvejere".
Gården har en "finere Historie end de fleste andre Bøndergaarde."
Der findes et "Voldsted i Engen Vest for Gaarden ..." Dette tolkes noget dristigt som belæg for gården status som "Selvejerbondegaard ... Slægtsgaard"
"Den første ... (kendte) Bonde som Parthaver i Svansøgaard er Niels Mogengensen ... Storgaard i Fly omkring Aar 1500 ..."
1657 konstateres "Fæsterne Mikkel Nielsen og Christens fattige Enke", 1662 var sat til 9 Tdr. Hartkorn, der blev nedsat til 5 Tdr. - Det udløser den tvivlsomme kommentar, at "det er nok gaaet tilbage med Gaardens Drift, efter at den har faaet Fæstere i Stedet for Selvejere".
Svansøgård kom til at høre under Estvadgård i overgangen fra selvejet til fæste fra o. 1650, hvor ejerne af Estvadgård var efterkommere af Johan Rantzau.
Estvadgaard gik fallit 1725, en panthaver solgte 1744 "Svansøgaard til Monsieur Christen Skyom, ansat på Estvadgaard, der blev gift med Dorthea Mortensdatter."
Gården var ved Skyoms overtagelse 1744 forfalden, udyrket.
Skyom og ægtefælle "maa have haft Penge ... for de byggede Gaarden op, næsten herskabeligt, med Stuehuset saa rummeligt, at der var Lejlighed til to Familier.
Gården solgtes 1753 til Mads Pedersen Brøndum for 600 Rdl., hvilket var meget for 5 Tdr. Hartkorn, skyldtes velsagtens de gode bygninger.
Mads Brøndum solgte gården "knap halvandet Aar" efter (o. 1754-55) til Henrik Høeg for 500 Rdl. og 2 Gulddukater. Solgte "et Aars Tid" efter (o. 1755) til Cancelliassessor Jens Jørgen Hopp fra Viborg for 500 Rdl. Med en Besætning ... paa 4 Heste, 4 Køer og 16 Faar ... 2 Vogne, 2 Plove og 2 Harver."
Hopp solgte 1754 sin herregård i Salling, flyttede til Viborg, hvilket nok har været for dyrt, og flyttede så ud til Svansøgård.
Hopps "sidste Penge" gik til forbedringer af bygninger og drift. Måtte pantsætte for 200 Rdl. 1763 solgtes Svansøgård på auktion for 701 Rdl. til Mikkel Sørensen, Skive, der solgte til Major Poul von Klingenberg til Volstrup. Hopp bliver boende til sin død 1771.
Klingenberg, der ansatte ny forpagter, "en Thybo Niels Pedersen, der selv skulle sørge for Besætning til Gaarden og aarlig give 24 Rdlr. i Forpagtningsafgift ... samt Naturalier til Hopp for en billig Penge."
Gården blev sat til salg 1771, købt af Forvalter Laurborg ved Estvadgaards Stiftelse." Niels Thybo blev her fæster, han fik 60 Rdlr. for Besætningen ... 3 Tytter Træer og 4 Læs Tag til Istandsættelse af Bygningerne ... den aarlige Afgift nedsattes til 16 Rdlr. ... fri for Hoveri ... skulle vedligeholde Vasen fra Estvadgaards Bro ...
Niels Thybo var Fæster i 6 Aar (til 1777?), afstod sit Fæste til Thomas Nielsen, der skulle levere naturalier til ægteparrets død i henholdsvis 1802 og 1804.
Thomas Nielsen købte Svansøgaard til Selveje 1807 for 1400 Rdlr. Herefter slægtsgård for hans efterkommere indtil 1914.
* Iflg. Skive Folkeblad 29. april 1929.
** Iflg. Skive Folkeblad 30. april 1929 og Skivebogen 2003, s. 52ff.
- Skivebogen 2003, hvor Verner Svansø har offentliggjort en artikel, Svansøgaards historie, s. 53-81.
- Verner Svansøs ærinde i artiklen er i nogen udstrækning at afklare slægtsnavnet. Det sker med god brug af arkiv- og andet tilgængeligt materiale.
- Skive Folkeblad 29. -30. april og 1. maj 1929, kronik om Svansøgaard, J. C. Hansen.
- J. C. Hansen er uddannet historiker, hvilket dog ikke i denne sammenhæng gør han bedre informeret end Verner Svansø, snarere tvært om. I det hele taget kan der sættes spørgsmålstegn ved flere af J. C. Hansens undersøgelser.
Estvadgaard Kloster og Stiftelse
Da Johan Severin Benzon, overtog Estvadgård i 1726, var gården i dårlig stand iflg. det her fra Danske Herregårde om Estvadgård refererede.
Johan Severin Benzon engagerede sig levende i den nødvendige genoprejsning af Estvadgård og indledte opførelsen af en ny trefløjet hovedbygning, som blev nedrevet til fordel for den nuværende, bygget 1815-34.
J. S. Benzons trefløjede hovedbygning blev hurtigt nedrevet, men der skulle iflg. efterfølgende noget bedagede fortegnelse over slægten Benzons stamtavler være "Spor i Gaardens Have" af denne bygning.
STAMTAVLER OVER SLÆGTEN BENZON AF LOUIS BOBÉ KØBENHAVN A/S J. H. SCHULTZ BOGTRYKKERI 1938 Estvadgaard, Hovedgaard i Estvad Sogn, Ringkøbing Amt.
Estvadgaard kendes allerede i Begyndelsen af 15. Aarhundrede. 1710 skødedes den med Tiender og Gods til Anders Brøndorph til Nørre Elkjær, men denne maatte allerede samme Aar pantsætte den til Hans Madsen v. Benzons Enke Ida Christine Glud, hvis Søn, Kancellisekretær Johan (Jochum) Severin v. Benzon, ejede den fra ca. 1725. Han opførte ny trefløjet, 1-etages Hovedbygning, forlængst sløjfet, men hvoraf endnu ses Spor i Gaardens Have. Hans barnløse Enke Frederikke Louise Glud oprettede ved Testamente af 4. Marts 1744 Estvadgaards Kloster (Fundats approberet 22. Febr. 1754) for 6 adelige Fruer og 6 adelige Jomfruer.
Johan Severin Benzon var åbenbart andet og mere end en helt almindelig "Kancellisekretær". Iflg. historiske undersøgelser foretaget af Jeppe Aakjær var han også en noget brutal og ondsindet karakter, hvis sædvanlige våben var sagsanlæg. (Af min Hjemstavns Saga, 1919). Eller som det hedder med Jeppe Aakjærs formuleringer, "Omkring 1726 var Gaarden kommen i Hænderne paa Kancellisekretær Johan Severin Bentzon .... Om ham har der hidindtil ikke været noget ufordelagtigt bekjendt, tværtimod har baade han og Konen Frederikke Louise Glud gjort sig bemærkede ved Legater og Gaver. Men de efterfølgende Dokumenter, der er tagne ud af Datidens Retsprotokoller, afslører en Karakter af usædvanlig Brutalitet og Ondsind."
Domfældt for bondemishandling og for tilhørende urimeligheder døde Benzon i 1741, hvorefter enken, Frederikke Louise Glud, så på sit dødsleje i 1745 testamentarisk oprettede Stiftelsen Estvadgård Kloster, som blev overdraget gården.
Hovedgården blev til et sted, hvor adelige enker og frøkner kunne nyde frit ophold og pension.
Estvadgaard klosterstiftelse blev hermed et af flere jomfru- eller frøkenklostre, der blev oprettet i denne tid. Der var ikke tale om religiøse centre som før reformationen i 1536.
Baggrunden for oprettelsen var dels pietismens velgørenhedsarbejde, dels ugifte adelskvinders manglende muligheder for at få et tilnærmelsesvis uafhængigt liv.
Endelig kunne man i sporet af Jeppe Aakjærs beskrivelse forestille sig, at enken, Frederikke Louise Glud, har villet råde bod på mandens adfærd over for især godsets bønder.
Hvilket i givet fald måtte karakteriseres som at "rette bager for smed", da der næppe var mange ligheder mellem stavnsbundne fæstebønder og de ugifte adelsfrøkener.
En række økonomiske vanskeligheder medførte, at klosterfrøknerne i 1802 måtte forlade herregården, mens hovedgårdens omkringliggende jord blev solgt, herunder Svnasøgaard.
Conrad Lundsgaard fra herregården Lergrav købte 1810 godset Estvadgaard, hvor store dele af fæstegodset allerede var blevet solgt til selveje.